HjulmandKaptain styrker udbudsområdet og henter erfaren ejerpartner til Aarhus
Med to nye, markante specialister inden for udbudsret vil HjulmandKaptain styrke rådgivningen til offentlige myndigheder og virksomheder.
HjulmandKaptain styrker nu sin position som et af Danmarks store advokatfirmaer med ansættelsen af flere profiler med mange års erfaring og specialisering.
Som en del af oprustningen inden for netop udbud er Jesper Petersen Bach tiltrådt som ejerpartner, og senioradvokat Sidsel Marcussen er tiltrådt som advokat i teamet.
Ambitionen er rådgivning fra øverste hylde
For Jesper Petersen Bach var muligheden for at være med til at udvikle både forretningen og fagområdet udbudsret en afgørende faktor i valget af HjulmandKaptain:
"Jeg har altid haft et godt indtryk af HjulmandKaptain, og jeg har mærket en ordentlighed, når jeg har mødt dem som repræsentant for en modpart.
Så at jeg nu får mulighed for at være med til at styrke både forretningen og udbudsretten sammen med resten af partnergruppen, er jeg meget glad for,” siger Jesper Petersen Bach, advokat og ny ejerpartner hos HjulmandKaptain.
Han fortsætter:
”Udbudsprocesserne bliver stadig mere komplekse, og det øger behovet for specialiseret juridisk rådgivning.
Både virksomheder og offentlige aktører efterspørger i højere grad juridisk sparring tidligt i processen for at sikre de bedste forudsætninger for udbuddet, så ordregiverne undgår unødige tvister med tilbudsgiverne, og virksomhederne kun forfølger sager, der reelt skaber værdi for dem.
Derfor glæder jeg mig til at komme i gang og sikre, at vores kunder får juridisk udbudsrådgivning fra øverste hylde."
To markante profiler inden for udbudsretten
Med de nye profiler styrker HjulmandKaptain sit faglige fundament inden for udbudsret.
Jesper Petersen Bach kommer med mange års erfaring fra arbejdet med offentlige udbud og har gennem sin karriere rådgivet både tilbudsgivere og offentlige ordregivere. Han har desuden stået i spidsen for en offentlig indkøbs- og udbudsafdeling og har dermed et indgående kendskab til de udfordringer og muligheder, som præger området.
Sidsel Marcussen har ligeledes omfattende erfaring med udbudsret og har specialiseret sig i rådgivning af både ordregivere og tilbudsgivere gennem komplekse udbudsprocesser, tvister og aktindsigtssager.
Casper Gammelgaard, Managing Partner hos HjulmandKaptain, siger:
"Udbudsret spiller en stadig vigtigere rolle for vores kunder, for der er mange snitflader til vores andre specialer, særligt inden for entreprise og offentlig ret. Derfor har vi haft en ambition om at styrke vores position inden for udbudsret. Med Jesper og Sidsel får vi ikke blot to stærke profiler, men også et fagområde med betydelig erfaring og faglig tyngde.
Det styrker vores mulighed for at rådgive både virksomheder og offentlige aktører gennem hele udbudsprocessen og understøtter samtidig vores ambition om at tilbyde specialiseret rådgivning på tværs af vores fagområder."
Væksten i Aarhus fortsætter
Tidligere på året indviede vi vores nye kontor på Nørrebrogade i Aarhus, og den aktuelle udvidelse af holdet er et vigtigt bidrag til den fortsatte vækst og udvikling i Østjylland.
I løbet af de seneste måneder har vi således styrket Aarhus-kontoret med flere erfarne specialister.
Ud over Jesper Petersen Bach og Sidsel Marcussen er Anna Meldgaard Petersen tiltrådt med speciale inden for energi- og forsyningsret samt kontraktret, og kort før sommeren blev erhvervsadvokat Christina Hornbek en del af kontoret.
”Med udvidelsen af et fagområde, ny ejerpartner og ansættelsen af flere erfarne specialister markerer vi nu endnu et vigtigt skridt i udviklingen af HjulmandKaptain og ikke mindst kontoret i Aarhus.
Oprustningen understøtter vores ambition om fortsat vækst og en endnu stærkere position på det østjyske marked – for med flere specialister lokalt i Aarhus kommer vi nu endnu tættere på byen, de østjyske virksomheder og offentlige aktører,” siger Birgitte Pedersen, ejerpartner og bestyrelsesformand i HjulmandKaptain.
Med et styrket udbudsområde og flere erfarne specialister på holdet er HjulmandKaptain nu endnu stærkere rustet til at rådgive virksomheder, kommuner og offentlige myndigheder i hele landet.
Kontakt
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.