Sådan forløber en konkursbehandling fra start til slut

Indsigt
22.07.2026

Når en virksomhed går konkurs, sættes en omfattende proces i gang. Her får du en konkret gennemgang af, hvordan en konkursbehandling typisk vil foregå. Fra det øjeblik skifteretten afsiger konkursdekret, til de sidste midler fordeles blandt kreditorerne. Læs med og få indsigt i behandlingen af et konkursbo.

En konkursbegæring indgives til skifteretten

Første step i en konkursbehandling er at indgive en konkursbegæring til skifteretten. 

 

Det kan enten være virksomhedens ledelse, der selv indgiver en såkaldt egenbegæring på virksomhedens vegne, eller dig som kreditor, der indleverer konkursbegæring, fordi du har penge til gode hos en virksomhed, som du - efter nærmere undersøgelser - vurderer at være insolvent.

Hvad skal en konkursbegæring indeholde?

Konkursbegæringen skal indeholde oplysninger, der identificerer skyldneren, herunder navn, adresse og CVR-nummer. Derudover skal begæringen indeholde dokumentation for, at skyldneren er insolvent. Det kan f.eks. være ubetalte fakturaer, forskellige korrespondance eller andet, der understøtter en manglende betalingsevne. Det er meget indgribende at blive mødt med en konkursbegæring, hvorfor man som kreditor skal foretage forskellige relevante undersøgelser. 


Konkursbegæringen sendes til skifteretten i den retskreds, hvor skyldneren bor eller driver erhverv, som derefter indleder en konkursbehandling.


Hvad koster det for dig at begære virksomheden konkurs? Få svar her

Skifteretten udpeger en kurator, som overtager boet

Når skifteretten har modtaget konkursbegæringen, udpeger de en kurator, typisk en advokat, som skal administrere konkursboet. At kuratoren ”administrerer konkursboet” betyder, at kuratoren indtræder i stedet for den hidtidige ledelse og overtager kontrollen med virksomheden. 

 

Kuratoren sikrer virksomhedens ejendele
Når kuratoren er udpeget, har kuratoren det fulde ansvar for virksomhedens aktiver. 
Aktiverne skal derfor sikres, hvilket helt lav praktisk kan ske ved f.eks. at låse virksomheden af eller udskifte låsesystemet.


Herefter vil kurator typisk identificere alle aktiver i virksomheden og indhente en vurdering heraf. 


Kuratoren informerer de ansatte om forløbet
Samtidig er det kuratorens opgave at informere virksomhedens ansatte om konkursen og om, hvad den betyder for deres ansættelsesforhold, som i mange tilfælde bliver usikkert.

Kuratoren sætter retning for den konkursramte virksomhed

Når kuratoren har overtaget konkursboet og fået dannet sig et overblik over dets aktiver og aktiviteter, skitserer kuratoren en plan for den videre håndtering. Her skal der tages stilling til, hvordan aktiverne realiseres, om driften eventuelt skal fortsætte i en periode, eller om der skal søges en anden løsning.


Typisk vil kuratoren indstille driften i den indledende fase. Fortsættes driften, skal der nemlig betales løn til de ansatte, som fortsat arbejder. De ansatte kan i denne indledende periode typisk suspenderes i op til 14 dage, mens der tages stilling til det videre forløb.


Kuratoren indgår i dialog med kreditorerne 
Herefter vil kuratoren ofte drøfte situationen nærmere med de væsentligste interessenter. Dette kunne være de største kreditorer og/eller virksomhedspanthaver, f.eks. en bank eller en anden finansiel kreditor. 


Dialogen med panthaverne er væsentlig, fordi virksomhedens aktiver ofte er pantsatte. Aktiverne kan derfor ikke sælges uden panthavernes samtykke.


Det er op til kuratoren, i samråd med panthaver, at beslutte, hvad der skal ske med aktiverne. Konkursloven regulerer ikke, hvordan aktiverne konkret skal realiseres.


Typisk vil løsningen enten være en virksomhedsoverdragelse, hvor både aktiver og ansatte overdrages samlet, eller et aktivsalg, hvor kun aktiverne sælges, og de ansatte fritstilles. Såfremt der ikke kan ske hverken en virksomhedsoverdragelse, eller et aktivsalg, vil aktiverne blive solgt på en konkursauktion. 


Også selskabets tilgodehavender skal inddrives, medmindre naturligvis at disse indgår i en virksomhedsoverdragelse.


Læs med her og få svar på, hvilken indflydelse du har på valget af kurator

Hvad gør kurator, når konkursboet er solgt? 

Håndtryk på aftale med kontrakt liggende under

Inden konkursboet afsluttes, igangsætter kurator en fordringsprøvelse

Inden konkursboet kan afsluttes, igangsætter kuratoren en fordringsprøvelse. Hvis der ikke er midler til udlodning, sker der ikke nogen fordringsprøvelse.


Ved en fordringsprøvelse vurderer kuratoren, hvilke kreditorer der er dækning til i boet, og hvordan kravene skal prioriteres i konkursordenen. Hvert krav placeres i den rette konkursklasse, da visse krav har fortrinsret frem for andre. Konkursklasserne sikrer, at de tilgængelige midler fordeles efter en prioritetsorden, som er fastlagt ved lov, og ikke efter et “først til mølle”-princip.


Kuratoren gennemgår hvert enkelt anmeldte krav og meddeler kreditor, om kravet anerkendes eller afvises (helt eller delvist). Kreditor kan herefter enten acceptere indstillingen eller anlægge sag mod boet inden for fire uger, hvorefter tvisten afgøres af domstolene. 

Konkursboet afsluttes med en boopgørelse

Når dialogen med kreditorerne er afsluttet, er sidste step, at kurator udarbejder en boopgørelse. Denne indeholder bl.a. en redegørelse for de forskellige opgaver, som kurator har håndteret og resultatet heraf, ligesom den indeholder en indstilling til skifteretten vedrørende det salær, som kurator mener, at denne skal honoreres med. Indstillingen vil typisk indeholde en udførlig redegørelse for de forskellige opgaver, herunder hvornår de er udført og det herved anvendte tidsforbrug. 


Boopgørelsen indeholder endvidere et samlet overblik over boets aktiver, hvilke aktiver der er solgt samt omkostningerne ved konkursbehandlingen. Boopgørelsen viser dermed, hvor meget der i givet fald kan udbetales til hver konkursklasse og markerer afslutningen på konkursbehandlingen. 

Lad HjulmandKaptains advokater med speciale i insolvens og konkurs hjælpe dig

Er din virksomhed på vej mod konkurs, eller står du som kreditor over for en konkursramt virksomhed, og er du i tvivl om, hvordan du sikrer dig det bedst mulige resultatet? Så tøv ikke med at række ud til vores advokater med speciale i insolvens og konkurs for en uforpligtende drøftelse af din situation. 

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev