Sådan bør du være forsikret som motorcyklist

Indsigt
19.05.2025

Som motorcyklist er du udsat på vejene, fordi du ikke fylder så meget, og derfor er der stor risiko for, at du ikke bliver set. Du er en blød trafikant på motorcykel og er derfor ekstra udsat i tilfælde af en ulykke. Læs vores specialisters guide til dig, så du er sikret så godt som muligt, hvis uheldet er ude.

Hvis du er uopmærksom i et kort øjeblik, kan det have alvorlige konsekvenser, også selvom udstyret i dag har et højt sikkerhedsniveau.

 

Da motorcyklister er ekstra udsatte i tilfælde af en ulykke, er det vigtigt, at du – inden du sætter dig op på motorcyklen - overvejer, hvordan du er dækket forsikringsmæssigt, hvis uheldet skulle være ude. Kommer du ud for en ulykke, er det nemlig her, du skal hente den del af din økonomi, som du fremover skal leve af afhængig af ulykkens omfang.

 

Hvordan skal du være forsikret?

De fleste forsikringer til motorcykler har førerdækning, hvilket må være et minimumskrav, da du så er bedre dækket, hvis du mister herredømmet over motorcyklen i en soloulykke. Selv hvis førerdækningen er omfattet, er det vigtigt at undersøge, hvad dækningen omfatter - herunder dækningssummen.

 

I forhold til ulykkesforsikring er det vigtigt, at du sikrer dig, at den dækker fuldt ud, hvis ulykken sker på en motorcykel. Nogle ordninger dækker kun halv skade, hvor andre ulykkesforsikringer slet ikke dækker, hvis motorcykeldækning ikke er tilvalgt, og du kommer til skade på en motorcykel.

 

Det er ligeledes vigtigt at undersøge, hvornår den dækning, du har tegnet ved ulykkesforsikringen, træder i kraft. Her skal du undersøge, om den dækker ved skader på 5%, 8%, 25%, 40% eller måske en helt anden procent af varigt mén. Derudover skal du også undersøge, om der er dobbelterstatning at få, hvis méngraden er høj nok.

 

Tilvalgsdækninger er med til at sikre en bedre dækning, hvis du kommer til skade. Ved ulykker hvor en motorcykel er involveret, sker der ofte brud på arme og ben, hvorfor en strakserstatning er en fornuftig tilvalgsdækning til motorcyklister.

Ulykker hvor andet motordrevet køretøj er involveret

 

Bliver du involveret i en ulykke, hvor et andet motordrevet køretøj er involveret, vil der være dækning efter Erstatningsansvarsloven. Efter denne lov kan du søge om at blive dækket, så du bliver økonomisk stillet, som hvis skaden ikke var sket.

 

Det gælder både den helbredsmæssige og økonomiske skade. Har du selv medvirket til skaden f.eks. ved kørsel med for høj hastighed eller hasarderet kørsel, risikerer du at få en nedsættelse af den erstatning, du ellers ville have fået.

Derfor er kaskoforsikringen vigtig

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at overveje kaskoforsikringen som supplement til den lovpligtige ansvarsforsikring. Udover at den dækker tingskaden på motorcyklen og en eventuel modparts motorcykel, er der også tilknyttet retshjælpsforsikring.

 

Dækningen på en retshjælpsforsikring omfatter udgifterne i en retssag, hvis du ikke kan blive enig med modpartens forsikringsselskab om den erstatning, du skal have efter ulykken. Forsikringen dækker dog kun indenfor rammerne af forsikringssummen.

 

Har du fravalgt kaskoforsikringen, kan det blive dyrt, da du selv skal betale omkostningerne for retssagen eller håbe på, at du kan få fri proces til retssagen.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Har du spørgsmål til dine forsikringer, og hvordan du er dækket, er du altid velkommen til at kontakte os for en gennemgang. Har du været ude for en ulykke, og ønsker du råd og vejledning i forhold til erstatningsopgøret, tilbyder vi altid et gratis møde, hvor vi rådgiver og giver overblik over, hvilke muligheder der er i din sag.

Del:

Søger du sparring og juridisk rådgivning?

Hos HjulmandKaptain er vores advokater specialister i personskadeerstatning. Kontakt os for at høre nærmere eller læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

 

Læs mere

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Ja tak, hold mig opdateret