Er du tiltalt i en straffesag?

Hvis du er tiltalt i en straffesag, har du ret til at være repræsenteret af en forsvarer, som blandt andet kan rådgive dig i forbindelse med afhøringer, efterforskning og sagens behandling i retten. Din forsvarer har adgang til at overvære afhøringer af dig, til at overvære visse andre efterforskningsskridt og til selv at foretage efterforskning.

Du er velkommen til at kontakte os for at høre mere om dine rettigheder og få en uforpligtende snak om din sag.

 

Din ret til en forsvarer

Uanset hvad du er tiltalt for, har du ret til at have en forsvarer, som kan hjælpe dig i forbindelse med din straffesag.

 

Som tiltalt i en straffesag kan du få beskikket en forsvarer i sager, hvor der er tale om højere straf end bøde samt i sager med en bødepåstand kombineret med en påstand om f.eks. frakendelse af førerretten.

 

At din forsvarer er beskikket betyder, at salæret til forsvareren i første omgang betales af staten.

Politiet har pligt til at vejlede dig om din mulighed for at få en forsvarer beskikket.

 

Uanset om du kan få en advokat beskikket eller ej, kan du bede om, at en bestemt advokat skal hjælpe dig under straffesagen. Hvis du ønsker en af vores strafferetsadvokater som forsvarer, kan du kontakte os direkte eller give politiet besked herom.

 

Hvis du er under 18 år, er det dine forældre, der kan vælge din forsvarer.

 

Dine rettigheder i øvrigt

Som tiltalt i en straffesag har du ikke pligt til at udtale dig til politiet eller i retten.

 

Du kan altid kræve, at din forsvarer skal være til stede i forbindelse med afhøringen af dig.

 

Din forsvarer har som udgangspunkt adgang til hele straffesagens materiale, som normalt gennemgås med dig. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke udlevere materialet til dig.

 

Unge under 18 år

Hvis du er under 18 år og bliver tiltalt i en straffesag, underretter politiet dine forældre og de sociale myndigheder i din kommune.

 

En repræsentant fra de sociale myndigheder får adgang til at overvære afhøringen af dig hos politiet og i retten, og i nogle tilfælde kan dine forældre også være til stede under en afhøring hos politiet. Når sagen behandles i retten, skal mindst en af dine forældre som udgangspunkt være til stede.

 

Her kan du læse mere om straffesagers behandling, når sigtede eller tiltalte er unge under 18 år

 

Sagens behandling i retten

Når du er tiltalt i en straffesag, har du pligt til at møde i retten. Hvis du udebliver, kan du risikere at blive afhentet af politiet uden varsel.

 

Du bestemmer selv, om du vil svare på spørgsmål i retten.

 

Din forsvarer vil altid være til stede sammen med dig under sagens behandling i retten. Hvis du vil vide mere om, hvordan selve hovedforhandlingen foregår, kan du læse om det her

 

Omkostninger

Hvis du ikke opfylder betingelserne for at få beskikket en forsvarer, skal du selv betale omkostningerne til din advokat.

 

Hvis du har fået beskikket en forsvarer, vil omkostningerne til din forsvarer blive fastsat af retten i forbindelse med afgørelse af straffesagen.

 

Udgangspunktet er, at du skal betale omkostningerne, hvis du bliver fundet skyldig i retten. Uanset straffesagens resultat vil salæret til din forsvarer dog i første omgang blive betalt af staten.

Mangler du advokathjælp?

 

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt og senest den følgende hverdag.

 

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen. Se vores persondatapolitik her

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev