Hvad betyder nyt lovforslag om erhvervsuddannelser for dig som oplæringsvirksomhed?

Nyhed
14.04.2026

Regeringen har fremsat et lovforslag, der skærper beskyttelsen af elever og lærlinge i oplæringsvirksomheder.

 

Det skal nu være muligt for elever at hæve uddannelsesaftaler ved forskelsbehandling, chikane eller andre krænkelser.

 

Hvis lovforslaget træder i kraft får det direkte betydning for dig, der ansætter elever – både i forhold til håndtering af chikanesager og i vurderingen af, om en elev kan fortsætte sin uddannelse andre steder efter en ophævelse.

Tre personer taler på byggeplads

Udvidede muligheder for at hæve uddannelsesaftaler ved krænkelser

Efter gældende ret kan en uddannelsesaftale kun hæves, hvis eleven eller virksomheden væsentligt misligholder sine forpligtelser, og som udgangspunkt skal ophævelsen ske inden for en måned efter, at parten får kendskab til den relevante omstændighed. Der kan efter gældende ret dog ses bort fra denne frist i sager om seksuel chikane.

 

Med lovforslaget foreslås det, at denne undtagelse også udvides til at omfatte forskelsbehandling, øvrige chikanetyper og andre former for krænkelser. Det betyder, at elever får længere tid til at reagere, hvis de oplever forskelsbehandling eller chikanerende adfærd.

Hensigten er at sikre elever og lærlinge en bedre beskyttelse i situationer, hvor krænkelsens karakter og påvirkning gør, at en rettidig ophævelse ikke er mulig eller rimelig. Det vil fortsat være Tvistighedsnævnet, der konkret vurderer, om fristen kan fraviges.

Hvad bør du som oplæringsvirksomhed være særligt opmærksom på?

De nye regler skærper fokus på arbejdsmiljø, håndtering af konflikter og dokumentation i oplæringsforhold.

 

For dig som oplæringsvirksomhed betyder det blandt andet:

 

  • Større behov for klare procedurer ved henvendelser om chikane
  • Øget opmærksomhed på elevens oplevelse og trivsel
  • Tydeligere krav til dokumentation, hvis en sag ender i Tvistighedsnævnet
  • At elever potentielt hurtigere kan ophæve aftalen og fortsætte uddannelsen uden din virksomhed

 

vores hjælp og vejledning til at sikre procedurer og dokumentation som oplæringsvirksomhed.

Elever får lettere adgang til skoleoplæring og kan fortsætte deres uddannelse uden pause

Lovforslaget indebærer, at elever og lærlinge, der hæver deres uddannelsesaftale på grund af forskelsbehandling, chikane eller andre krænkelser, kan optages i skoleoplæring, mens sagen verserer.

 

Dette gælder allerede i dag, når aftalen ophæves på grund af seksuel chikane, men vil nu blive udvidet til alle relevante krænkelsestyper, hvis lovforslaget vedtages.

 

Ordningen betyder, at eleverne ikke skal afbryde deres uddannelsesforløb, mens Tvistighedsnævnet behandler sagen. Får eleven ikke medhold, bortfalder retten til fortsat skoleoplæring.

 

Hvornår anses en uddannelsesaftale for ”uforskyldt mistet”, og hvordan påvirker det virksomheden?

Når en elev mister sin uddannelsesaftale som følge af en krænkelse, kan det efter en konkret vurdering anses som ”uforskyldt”. Dette giver adgang til skoleoplæring efter § 66 a eller optagelse i hovedforløbets skoleundervisning efter § 66 e.

 

Hvis skolen derimod vurderer, at eleven ikke har mistet uddannelsesaftalen ”uforskyldt”, har eleven som udgangspunkt ikke adgang til skoleoplæring efter § 66 a eller til at fortsætte i hovedforløbets skoleundervisning efter § 66 e. Det betyder, at eleven dermed selv i stedet skal finde en ny læreplads, for at kunne genoptage uddannelsen, og at uddannelsesforløbet derfor vil være afbrudt, indtil en ny aftale er på plads.

 

I de tilfælde, hvor aftalens ophør ikke er ”uforskyldt”, betyder det, at årsagen til ophøret helt eller delvist kan henføres til eleven selv, eksempelvis hvis eleven har opsagt aftalen, har indgået en gensidig ophævelse med virksomheden, eller hvis ophøret skyldes forhold, der ikke kan karakteriseres som misligholdelse fra virksomhedens side.

Specialiseret rådgivning, der sikrer dig

Som erfarne advokater har vi styr på lovgivning, retspraksis og al det juridiske, der berører både dine medarbejdere og elever, så du kan fokusere på dine kerneopgaver.

Har du spørgsmål til lovforslagets betydning for arbejdsmiljø, konflikthåndtering og dokumentationskrav, så er du meget velkommen til at kontakte os – vi starter altid med en uforpligtende afklaring af din situation.

Hvornår behandles lovforslaget?

Lovforslaget er fremsat den 26. februar 2026 og sat på dagsordenen til 1. behandling den 20. marts 2026.

 

Lad HjulmandKaptains advokater hjælpe dig

Har du spørgsmål til reglerne om ophævelse af uddannelsesaftaler, krænkelser i oplæringsforhold
eller brug for rådgivning vedrørende uddannelsesaftaler? 

 

Så er du altid velkommen til at kontakte vores advokater her.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev