Grøn omstilling kræver fair erstatning, ellers mister vi opbakningen

Af Søren Nørgaard Sørensen, advokat (H) og ejerpartner hos HjulmandKaptain

Danmark står midt i en historisk ombygning af landskabet, infrastrukturen og energisystemet. Udbygning af elnettet, nye 400 kV-forbindelser, transformerstationer, nedgravede kabler, energiparker, industriparker, PtX-anlæg, CO₂-infrastruktur, VE-anlæg, datacentre, energiøer, vejanlæg, jernbaner og større forsyningsanlæg vil i de kommende år påvirke tusindvis af ejendomme.

Udbygningen er nødvendig: Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv

Hvis Danmark skal nå sine klimaambitioner, sikre forsyningssikkerheden og elektrificere store dele af samfundet, kræver det nye anlæg, nye arealer og nye tekniske installationer.

Men der er et spørgsmål, som fortsat ikke har fået tilstrækkelig politisk opmærksomhed: Hvem skal bære de økonomiske konsekvenser, når statens grønne infrastrukturprojekter påfører almindelige borgere betydelige tab på deres ejendomme? 

Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt efter den politiske aftale om udbygningen af elnettet, herunder projektet Nyt Elnet Aarhus-Aabenraa. Her er der etableret en særlig ordning om frivilligt opkøb af boliger inden for en 80-meter-zone omkring de nye 400 kV-luftledninger.

Den ordning er vigtig. Ikke kun på grund af dens konkrete betydning for de berørte boligejere, men fordi den markerer en principiel politisk erkendelse: Almindelige erstatningsregler giver ikke altid en rimelig eller rettidig beskyttelse af de borgere, der rammes hårdest af store statslige anlægsprojekter. 

Men hvis den erkendelse er rigtig ved Aarhus-Aabenraa-projektet, er den også rigtig i andre sammenhænge.

Derfor bør 80-meter-ordningen ikke stå alene. Den bør være begyndelsen på en bredere og mere generel reform af borgernes rettigheder, når staten – direkte eller indirekte – gennemfører store anlægsprojekter som led i den grønne omstilling.

Værditabet opstår længe før myndighederne behandler erstatningen 

I den offentlige debat tales der ofte om ekspropriation som det afgørende tidspunkt. For de berørte borgere er virkeligheden en anden. For mange ejendomsejere opstår værditabet længe før den formelle ekspropriationsproces. 

Når et projekt først er politisk besluttet, optaget i statslige planer, udpeget som energipark eller netfremskyndelsesområde, eller når en linjeføring i praksis er fastlagt, reagerer markedet øjeblikkeligt. Potentielle købere bliver tilbageholdende. Banker og realkreditinstitutter bliver mere forsigtige. Omsætteligheden falder. Prisen falder. For borgeren er tabet dermed ofte allerede indtrådt. 

Problemet er, at borgeren i mange tilfælde først kan få spørgsmålet om erstatning behandlet flere år senere eller slet ikke, hvis ejendommen ikke formelt eksproprieres.

Det betyder, at der kan gå fem, syv eller ti år mellem det tidspunkt, hvor staten reelt har udløst et værditab, og det tidspunkt, hvor ejeren kan få prøvet sit erstatningskrav. I den periode er mange borgere reelt stavnsbundne til deres ejendom. 

Resultatet bliver, at almindelige borgere i praksis kommer til at finansiere en del af samfundets infrastrukturudbygning gennem tab på deres private ejendomsværdier. Det forekommer både samfundsmæssigt og retspolitisk urimeligt. 

Ekspropriation og erstatningsfri regulering er ikke hele svaret 

Det er nødvendigt at forholde sig åbent til sondringen mellem ekspropriation og erstatningsfri regulering. Ikke ethvert offentligt indgreb i en ejendoms anvendelsesmuligheder er ekspropriation i grundlovens forstand. Staten og kommunerne kan inden for vide rammer gennemføre generel planlægning, arealregulering, miljøregulering og forsyningsmæssig regulering uden erstatningspligt. 

Men den sondring løser ikke den problemstilling, som den grønne omstilling nu rejser. Folketinget kan vælge at etablere bedre erstatningsordninger end det minimumsbeskyttelsesniveau, der følger af Grundlovens § 73. Det er netop det, der allerede er sket med 80-meter-ordningen ved Aarhus-Aabenraa-projektet.

Der mangler samtidighed mellem tab og erstatning 

Efter almindelige ekspropriationsretlige principper bør der være en rimelig samtidighed mellem det tidspunkt, hvor borgerens ejendom reelt påføres et tab som følge af et offentligt projekt, og det tidspunkt, hvor erstatningen fastsættes og udbetales. Det samtidighedsprincip udfordres i dag i stigende grad. 

Det mellemrum er i praksis blevet borgerens problem. Det bør være statens problem. 

Gældende regler beskytter ikke tilstrækkeligt 

Problemstillingen er ikke ukendt i dansk ret. De nye regler om fremrykket ekspropriation på el-området er et skridt i den rigtige retning, men de hjælper ikke i tilstrækkelig grad de mange naboer, der ikke mister deres ejendom, men som alligevel påføres et betydeligt og varigt værditab.

En ny ordning kan gennemføres uden at opbygge et nyt system

Efter min opfattelse kræver det ikke et opgør med de eksisterende ekspropriationsretlige principper eller opbygningen af et nyt administrativt system. Tværtimod kan løsningen i vidt omfang baseres på de institutioner og procedurer, som allerede eksisterer i dag.

Den konkrete prøvelse kunne ske ved Ekspropriationskommissionen, som allerede i dag besidder de nødvendige faglige kompetencer.

Grøn omstilling kræver legitimitet 

Danmark har brug for en hurtig grøn omstilling. Men tempoet må ikke opnås ved, at almindelige borgere kommer til at finansiere statslige projekter gennem uerstattede værditab på deres private ejendomme. 

Hvis den grønne omstilling skal bevare sin folkelige legitimitet, skal de borgere, der lægger jord, udsigt, naboskab, herlighedsværdi og ejendomsværdi til fællesskabets projekter, behandles ordentligt. 

Grøn omstilling og stærk ejendomsret er ikke modsætninger. Tværtimod. Respekt for ejendomsretten er en forudsætning for, at den grønne omstilling kan gennemføres med bred opbakning.

80-meter-ordningen var et vigtigt første skridt. Næste skridt bør være en generel, objektiv og landsdækkende retssikkerhedsordning for de mange borgere, der rammes økonomisk af statens grønne infrastrukturprojekter. Også når de ikke formelt eksproprieres. 

Det handler ikke om at bremse den grønne omstilling. Det handler om at gøre den retfærdig.