Overvågning af forsikringskunder bliver reguleret i ny bekendtgørelse

Nyhed
25.06.2021

Reglerne i en ny bekendtgørelse skal sikre, at forsikringstagere, der er blevet overvåget, bliver oplyst om, hvorfor de er blevet overvåget.

Hvad betyder de nye regler for overvågning af forsikringskunder?

Med de nye regler skal der være en velbegrundet og dokumenteret mistanke om, at forsikringskunden har afgivet urigtige oplysninger til forsikringsselskabet, før der kan iværksættes overvågning af forsikringskunden. Kunden skal have oplyst baggrunden for overvågningen. Det har ikke været tilfældet indtil nu.

 

Hvorfor overlader forsikringsselskaber ikke efterforskning af forsikringskunder til politiet?

Mange vil spørge, om efterforskning i forsikringssager burde være en opgave for politiet og ikke forsikringsselskabet selv.

 

Til det udtaler advokat med speciale i personskadeerstatning, Marianne Fruensgaard:

”Ja, det burde det være. Det er retssikkerhedsmæssigt problematisk, at efterforskning gennemføres uden de retsgarantier, der normalt er. Udfordringen er, at koblingen mellem overvågning og udsendelse af funktionsevneskema giver forsikringsselskaberne mulighed for at afvise millionkrav, og derfor er det typisk ikke i forsikringsselskabernes interesse at overlade sagen til politiet.”

 

Marianne Fruensgaard uddyber med dette eksempel:

”I skemaet skal man f.eks. svare ”ja” eller ”nej” til, om man kan sidde på knæ. Svarer man nej, underforstået at det medfører smerte, så vil et billede, hvor man binder sit barns snørebånd, mens man sidder på knæ, blive betragtet som bevis for, at man er forsikringssvindler. Også selvom forsikringen handler om, hvorvidt man kan arbejde mere end 50% eller ej, hvilket billedet ikke siger noget om.”

 

Med truslen om tilbagebetalingskrav på mange millioner og politianmeldelse, vælger mange forsikringstagere at indgå forlig om, at de ikke er berettiget til yderligere erstatning, selvom de mener, det er en forkert og uretfærdig behandling, de har været udsat for.

 

Vil de nye regler hindre overvågning af helt almindelige borgere?

”Tiden vil vise, om de nye regler kan være med til at hindre overvågning af helt almindelige borgere. Det kommer nok meget an på bødeniveauet for forsikringsselskaberne,” afslutter Marianne Fruensgaard.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med en forsikringssag, fordi du har fået en personskade, så er du altid velkommen til at kontakte os. Vi står klar til at hjælpe.

Del:

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev