Hirtshals Havn fik medhold i principsag

Nyhed
22.02.2016

Nord Energi skal betale regningen for at sikre el-ledningerne i forbindelse med havnens nybyggeri. Det har Landsretten nu slået fast.

Da Hirtshals Havn ville opføre en ny bygning på et hidtil ubebygget areal, viste det sig nødvendigt at sænke og sikre el-kabler, som forsynede bl.a. havnen med strøm. Kablerne ejes af energiselskabet Nord Energi, og da regningen skulle betales, opstod der splid om, hvem der skulle betale for arbejdet.

Efter en dom i Byretten, der placerede regningen hos Nord Energi, ankede energiselskabet, men afgørelsen er nu stadfæstet i Landsretten.

- Der er tale om en principiel sag, der omhandler det såkaldte "gæsteprincip", siger advokat og partner Søren Nørgaard Sørensen fra advokatfirmaet HjulmandKaptain, som repræsenterer Hirtshals Havn i sagen.

- Gæsteprincippet betyder, at ledningsejeren skal betale udgifterne forbundet med flytning eller sikring af forsyningsledninger i jorden, når flytningen eller ændringen er nødvendig som følge af arealejerens ændrede brug - netop som tilfældet var i den konkrete sag. 

Gæsteprincippet friholder altså havnen for udgifterne ved ledningssikring. Det er dog en forudsætning for påberåbelse af gæsteprincippet, at arealejeren ikke har modtaget betaling fra ledningsejeren for at "tåle" at have ledningerne på arealet. Princippet er gældende for alle arealer, offentligt såvel som privat ejede. 

Tinglysning er ikke afgørende
I første omgang lagde Nord Energi ellers ud for entreprenørarbejdet, men krævede efterfølgende beløbet godtgjort af Hirtshals Havn, som nægtede at betale med henvisning til gæsteprincippet. Herefter udtog energiselskabet stævning mod havnen og tabte sagen i Byretten. Dommen blev anket til Landsretten, som altså nu har stadfæstet Byrettens afgørelse.

- Der hersker en udbredt misforståelse om, at det har betydning, hvorvidt forsynings-ledningerne er sikret ved en tinglyst servitut. Men det er ikke automatisk ensbetydende med, at gæsteprincippet ikke er gældende. Det slog Højesteret allerede fast ved en dom i en lignende sag i 2015, siger Søren Nørgaard Sørensen.

 

- Faktisk har domstolene udtalt, at "der skal meget til" for at fravige gæsteprincippet til skade for arealejeren.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst: HjulmandKaptain, Advokat og partner Søren Nørgaard Sørensen, tlf. dir. 23 72 61 73 eller mail sso@70151000.dk

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev