Fælles regler i EU om kunstig intelligens er på vej

Nyhed
29.06.2023

En stor milepæl er nået, når det kommer til nye regler om kunstig intelligens. Europa-Parlamentet har for nyligt stemt om kunstig intelligens-forordningen. Med vedtagelsen er man er nu et skridt tættere på at vedtage et fælles regelsæt for kunstig intelligens i EU.

Forhandlinger med medlemslandene kan nu begynde

Europa-Parlamentet har med en afstemning den 14. juni 2023 vedtaget sin forhandlingsposition med 499 stemmer for, 28 imod og 93 hverken/eller. Afstemningen indebærer, at drøftelser med medlemslandene om forordningens endelige udformning nu kan gå i gang. Forhandlingerne med Rådet er allerede begyndt.

 

Forordning skal regulere reglerne om kunstig intelligens

Forordningen om kunstig intelligens er et forslag til ny EU-lovgivning, der blev fremsat i april 2021 af Europa-Kommissionen.

 

Formålet med de nye regler er at sikre, at kunstige intelligens-systemer, der udvikles og anvendes i EU, er i overensstemmelse med EU's værdier og rettigheder, og at teknologien ikke misbruges på en invaderende eller diskriminerende måde.

 

Blandt andet vil man indføre forbud mod brug af kunstig intelligens inden for områder som biometrisk overvågning, følelsesgenkendelse og forudsigende politiarbejde.

 

Nogle af de centrale elementer i forordningen om kunstig intelligens omfatter:

  • Klassificering af AI-applikationer i kategorier af risiko: forbudte applikationer, højrisiko-applikationer, begrænsede risiko-applikationer og minimale risiko-applikationer.
  • Krav om overholdelse af en række obligatoriske krav, herunder krav om dokumentation, gennemsigtighed og tilsyn.
  • Krav om uafhængig evaluering af bestemte applikationer, før de markedsføres i EU, og krav om tilsyn med implementeringen af forordningen af en nyoprettet EU-myndighed for kunstig intelligens.
  • Sanktioner for overtrædelse af forordningen, herunder bøder på op til 6 % af den årlige globale omsætning eller op til 30 millioner euro afhængigt af, hvilken der er størst.

 

Opdatering: Forordningen blev vedtaget den 13. marts 2024, og reglerne heri vil finde anvendelse i etaper i løbet af de efterfølgende 24 måneder.

 

Der skal findes en gylden middelvej

Forordningen handler ikke kun om at begrænse brugen eller udviklingen af AI. På den ene side vil man fremme innovationen, og på den anden side vil man beskytte grundlæggende rettigheder og sikre troværdige AI-systemer. Der skal findes en balance i den kommende lovgivning, som skal søge at regulere et område med en fremadstormende udvikling.

 

Det forventes, at Europa-Parlamentet og Rådet når til enighed om en aftale til efteråret.

Se her mere om, hvad der på nuværende tidspunkt lægges op til med den nye forordning.

 

Husk at tage højde for databeskyttelsesreglerne

Hvis din organisation overvejer at behandle personoplysninger i AI-systemer, skal I tage højde for de gældende databeskyttelsesretlige regler. I skal blandt andet sikre jer, at I har en behandlingshjemmel, og at de gældende principper for behandling af personoplysninger er overholdt. Derudover vil det som oftest være et krav, at der – forinden behandlingen igangsættes – udarbejdes en konsekvensanalyse (også kaldet ”DPIA”), som afdækker, hvilke risici der vil være for den registrerede i forbindelse med behandlingen af personoplysninger i AI-systemet.

 

Vi holder dig opdateret med nyeste viden

Vedtagelsen bringer os et skridt tættere på et nyt regelsæt i EU. Hos HjulmandKaptain følger vi udviklingen, så vi kan bidrage til at forberede dig på en fremtid med etisk og innovativ anvendelse af kunstig intelligens.

 

Lad HjulmandKaptains specialister hjælpe dig

Har du spørgsmål til brugen af AI, databeskyttelse og de nuværende regler på området, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister. Vores erfarne advokater står klar til at hjælpe med at navigere gennem disse ændringer og sikre overholdelse af fremtidige regler og krav.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev