Sprøjtningsforbud godkendt - landmanden taber

Kommunernes muligheder

Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 24, at en kommune kan give påbud eller forbud for at undgå fare for forurening af bestående eller fremtidige vandindvindingsanlæg til indvinding af grundvand.

Derudover følger det af miljøbeskyttelseslovens § 26a, at såfremt der er vedtaget en indsatsplan for et område, hvor der skal mindskes forurening, kan kommunen, hvis der ikke kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom de rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med nitrat eller pesticider.

Det er disse to bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, der er de centrale.

Et ekspropriativt indgreb

Da de pågældende rådighedsindskrænkninger eller foranstaltninger angår lovlige sprøjtemidler, er lodsejeren berettiget til at modtage kompensation for forbuddet. Der er i lovgivningen lagt op til, at der mellem kommunen og lodsejeren skal findes en frivillig aftale om forbuddets vilkår, herunder kompensationens størrelse, men hvis ikke lodsejeren vil indgå aftale herom - og dermed ikke acceptere forbuddet - kan kommunen tvangsmæssigt forbyde lodsejeren at anvende sprøjtemidler på arealet. Dermed vil kommunens forbud have karakter af et ekspropriativt indgreb. 

Denne kategorisering som et ekspropriativt indgreb indebærer blandt andet, at indgrebene altid skal udløse fuldstændig erstatning, og at beslutningerne således under alle omstændigheder skal opfylde kravene i grundlovens § 73.

En anden konsekvens af kategoriseringen er, at det forvaltningsretlige krav om proportionalitet og nødvendighed skal være opfyldt, hvilket indebærer, at kommunen ikke må anvende et mere vidtgående indgreb end nødvendigt er. Dette læner sig derfor også op af det forvaltningsretlige skøn, som indebærer, at kommunen har pligt til, dels at inddrage alle saglige hensyn i sin skønsudøvelse, dels er uberettiget til at inddrage usaglige hensyn i sin skønsudøvelse. Som følge heraf skal kommunen blandt andet have en god dokumentation for nødvendigheden af forbuddet og dermed en vis grad af evidens for risikoen for skadelig påvirkning af drikkevandet. Det er kommunen, der har bevisbyrden herfor.

Der er i miljøbeskyttelsesloven fastsat regler om erstatningsudmålingen, herunder ret til at indbringe spørgsmålet om erstatningsudmålingen for taksationskommissionen. Ønsker lodsejeren at klage over selve forbuddet eller påbuddet/lovligheden, skal dette ske til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

I sidste ende kan ethvert spørgsmål om såvel forbuddets lovlighed som erstatningens størrelse indbringes for domstolene.

I sager, hvor der nedlægges forbud mod sprøjtning, skal kommunerne således godtgøre, at det er nødvendigt, at der sker et forbud mod sprøjtning til sikring af drikkevandet, ligesom det skal godtgøres, at forbuddet vil have en miljømæssig effekt. Derudover skal der udmåles en erstatning, der svarer til, at lodsejeren ikke lider et tab ved ikke at må anvende sprøjtemidler i fremtiden. 

Frisk afgørelse fra Miljø- og fødevareklagenævnet

Der er netop truffet afgørelse vedrørende lovligheden af et forbud mod sprøjtning i en sag ved Miljø- og Fødevareklagenævnet. Sagen vedrørte, at Egedal Kommune havde forbudt ni landmænd og en række almindelige boligejere at anvende sprøjtemidler i et område, der var kategoriseret som et boringsnært beskyttelsesområde. På baggrund af forbuddet klagede de ni landmænd til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det var landmændenes synspunkt at, Egedal kommune ikke havde godtgjort, at det var nødvendigt, da forbuddet ikke ville have nogen miljømæssig effekt. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at forbuddet var berettiget, hvorfor de ni landmænd foreløbigt er forpligtet til at følge afgørelsen.

Denne afgørelse har naturligvis stor betydning for de berørte landmænd i Egedal kommune men har også stor betydning for de øvrige sager, der verserer i de forskellige kommuner. Som omtalt i medierne har Aarhus kommune i Beder-området udstedt en række forbud mod sprøjtning mod flere landmænd. Det stopper dog ikke dér, da ca. 40 % af Aarhus kommunens landbrugsjord – efter det oplyste – er kategoriseret til at blive pålagt forbud mod brugen af sprøjtemidler. 

Afgørelsen i Miljø- og Fødevareklagenævnet i Egedal kommune-sagen har således stor betydning for den fremtidige praksis, da afgørelsen foreløbig blåstempler kommunernes anvendte fremgangsmåde og kvaliteten af kommunernes dokumentation.

Det synes åbenbart, at sagen bør indbringes for domstolene, hvilket bliver spændende at følge.

Måtte du selv være, eller har du udsigt til at blive berørt i en tilsvarende sag, er det vigtigt, at du søger juridisk rådgivning så tidligt som muligt i processen.