Regnskabschef bortvist efter at have godkendt flere falske betalingsanmodninger

Nyhed
10.01.2019

Regnskabschef bortvist med rette efter at have godkendt flere betalingsanmodninger, der viste sig at være betalingsanmodninger foretaget som led i ”CEO-fraud”, og som derfor medførte store udgifter for virksomheden.

Den 18. oktober 2016 modtog medarbejderen første betalingsanmodning – angiveligt fra virksomhedens direktør - med følgende ordlyd: ”Kan vi sende EUR 29140 betaling i dag." 

 

Medarbejderen bemærkede, at betalingsanmodningen var sendt fra en anden mail end den mail, som direktøren normalvis sendte fra og undrede sig i øvrigt over, at direktøren ønskede betalingen foretaget i euro, da dette ligeledes var usædvanligt. Medarbejderen kontaktede derfor en af virksomhedens controllere, der var vant til at foretage godkendelser af betalingsanmodninger. Controlleren udtrykte en undren og skepsis over mailens rigtighed. Medarbejderen valgte i den forbindelse at ”afprøve” afsenderen af mailen ved at informere om, at virksomheden ikke var i besiddelse af den ønskede mængde euro. Afsenderen ændrede det anmodede beløb til et mindre beløb, som virksomheden havde euro til at kunne dække. Medarbejderen var herefter af den opfattelse, at det var direktøren, som var afsender, da direktøren var bekendt med virksomhedens euro-beholdning. Medarbejderen godkendte herefter anmodningen og sendte den til betaling.

 

Efterfølgende modtog regnskabschefen yderligere 3 betalingsanmodninger i samme mailtråd fra samme modtager. Disse godkendtes ligeledes af regnskabschefen og blev sendt til betaling. Ved den 5. betalingsanmodning fattede regnskabschefen dog mistanke, og vedkommende rettede derfor henvendelse til virksomhedens bank og herefter virksomhedens ledelse. Efterfølgende bortviste virksomheden regnskabschefen, da virksomheden anså godkendelserne af de 4 betalingsanmodninger for væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.

 

Byretten kom frem til, at bortvisningen var berettiget, da regnskabschefen, ved at have godkendt flere af betalingsanmodningerne, måtte anses for at have handlet på en sådan måde, at der var tale om væsentlig misligholdelse af vedkommendes pligter som regnskabschef. Byretten lagde blandt andet direktørens forklaring til grund om, at han konsekvent altid underskrev sine mails med ”hilsen”, altid rettede stavefejl, og at han altid mundtligt ville orientere om en overførelsesanmodning. Byretten lagde endvidere vægt på, at regnskabschefen ikke havde modtaget nogen mundtlig orientering fra direktøren om betalingen eller taget kontakt til direktøren i forbindelse med betalingen, samt at regnskabschefen godkendte betalingsanmodningerne til trods for, at en af virksomhedens controller havde udtrykt sin undren og skepsis over en af betalingsanmodningernes rigtighed. Byretten kom på den baggrund frem til, at mailen, der indeholdt både stavefejl og dårligt sprog, fremstod som klart usædvanlig i forhold til virksomhedens øvrige betalingsanmodninger.

 

Sagen blev anket til Østre Landsret, som for nyligt afsagde dom i sagen. Landsretsdommerne var enige om, at det blandt andet skulle tillægges betydning, at virksomhedens medarbejdere, forud for hændelsen, var blevet informeret omkring fænomenet CEO-fraud, og at regnskabschefen den 16. august 2016 havde modtaget advarsler fra Arbejdernes Landsbank om mulige tilfælde af CEO-Fraud. Landsretsdommerne var dog ikke enige om udfaldet af sagen. To af dommerne anførte, at byrettens dom skulle stadfæstes, mens den ene af dommerne anførte, at regnskabschefens handlinger ikke var af så grov karakter, at det kunne resultere i en bortvisning.

 

Landsrettens flertal på to dommere stadfæstede byrettens afgørelse, hvorfor virksomhedens bortvisning af regnskabschefen var berettiget.

 

Afgørelsen er et udtryk for et skærpet krav til særligt betroede medarbejderes opmærksomhed i forbindelse med betalingsanmodninger. Det er derfor vigtigt, at man som betroet medarbejder er meget opmærksom på de signaler, der kan være på, at en e-mail er falsk.

 

Vi opfordrer alle virksomheder til at undervise deres medarbejdere og klæde dem på til at opfange disse signaler. Derudover er det en fordel at vedtage retningslinjer for, hvordan betalinger skal gennemføres, så der ikke sker CEO-fraud.

 

Har du brug for rådgivning eller spørgsmål i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev