Landbrug & Fødevarer antager HjulmandKaptain til at føre principel sag mod Energinet.dk

Nyhed
28.06.2017

I forbindelse med havvindmølleparken Kriegers Flak skal der lægges ca. 100 km el-kabler ind over land. I den forbindelse berøres mange lodsejere.

I forbindelse med lægning af kablerne tinglyser Energinet.dk en sædvanlig beskyttelsesdeklaration, som sikrer, at Energinet.dk bl.a. til enhver tid har adgang til at foretage reparationer og vedligeholdelse af ledningerne. Dette giver god mening med henblik på at sikre forsyningssikkerheden m.v.

 

Udover tinglysning af sådan en beskyttelsesdeklaration, har Energinet.dk imidlertid krævet, at der samtidig tinglyses en deklaration, hvorefter det såkaldte gæsteprincip fraviges. Gæsteprincippet indebærer, at den ledningsejer, der ligger som gæst i arealet, har pligt til at betale for fremtidige omlægninger, når sådanne omlægninger er påkrævede på grund af arealejerens ændrede brug af sine arealer. F.eks. i tilfælde af etablering af lade, ny stald, byudvikling eller andet.

 

Når gæsteprincippet normalt fraviges, så betales erstatning herfor, og dermed sker en lovlig fravigelse af gæsteprincippet.

 

Da det på forhånd er oplyst lodsejerne, at det vil koste op mod 24 mio. kr. pr. kilometer kabel, der skal flyttes, så har en række lodsejere ikke ønsket at indgå frivillig aftale om fravigelse af gæsteprincippet. Disse lodsejere har simpelthen været bange for de økonomiske og fremtidige konsekvenser, herunder hvis det en dag måtte vise sig, at ledningerne nu ikke længere var ejet af et 100% statsejet selskab, f.eks. i tilfælde af frasalg af Energinet.dk, således som det er sket med andre 100% statsejede selskaber, f.eks. DONG.

Som følge heraf anmodede Energinet.dk om, at der blev gennemført ekspropriation, herunder at deklarationsteksten, hvor fravigelse af gæsteprincippet skete, også blev omfattet af ekspropriationen.

Det vil sige, at gæsteprincippet blev fraveget ved tvang/ekspropriation.

 

Som kompensation udbetalte Energinet.dk erstatning i henhold til den såkaldte landsaftale, som indebærer en række takstmæssige beløb. Landsaftalen har hidtil været anvendt på betydeligt mindre kabelanlæg, end de her omhandlende, og desuden står de faktisk udbetalte erstatninger slet ikke mål med den fremtidige økonomiske risiko/byrde.

 

Det er denne tvangsfravigelse af gæsteprincippet, som Landbrug & Fødevarer nu ønsker at føre en række sager om på vegne af de berørte lodsejere.

 

Advokat Søren Nørgaard Sørensen, der skal føre sagerne, forventer at de udvalgte sager anlægges inden sommerferien og gennemføres i løbet af 2018.

 

Der er tale om en problemstilling, der aldrig tidligere har været behandlet ved domstolene, og der er tale om en problematik, som berører (potentielt) samtlige lodsejere i Danmark, da gæsteprincippet vedrører alle former for forsyningsledninger.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev