Sygedagpengeregres - værd at vide 2016

Nyhed
01.12.2016

Siden nytår er der inden for sygedagpengeregresområdet afsagt 6 relevante og principielle domme.

Tilbagebetaling af revalideringsydelse:

Østre Landsret afsagde den 6. januar 2016 dom i en sag, hvor en kommune havde søgt regres hos et forsikringsselskab for afholdte udgifter til revalideringsydelse til en borger. Borgeren var sygemeldt som følge af en trafikulykke, hvor forsikringsselskabet var ansvarsforsikring for skadevolder.

 

Kommunens hovedsynspunkter var, at der ikke var tale om regres, men om et tilbagesøgningskrav, og at erstatningsansvarsloven ikke afskar kommunen fra tilbagesøgningskrav, samt at sygedagpengemodtager havde transporteret sit krav på tabt arbejdsfortjeneste til kommunen.

 

Østre Landsret kom frem til, at der ikke var noget krav, som sygedagpengemodtager kunne transportere til kommunen, og at der ikke var adgang til regres for andre ydelser end sygedagpenge.

 

Afgørelsen er anket til Højesteret. Sagen blev ikke ført af en advokat fra HjulmandKaptain.

 

Kommuners burde-viden i relation til regreskrav:

Østre Landsret afsagde den 25. januar 2016 dom i en sag, hvor en kommune havde søgt regres mod et forsikringsselskab, som havde nægtet at betale med henvisning til, at kravet var forældet.

 

Kommunen havde overset, at en sygedagpengemodtager var kommet til skade i forbindelse med en trafikulykke i 2007.

 

Forsikringsselskabet havde ved adskillige lejligheder udbetalt a conto erstatning til sygedagpengemodtager uden at foretage lovpligtig indberetning efter sygedagpengelovens § 78, stk. 2.

 

I 2012 havde HjulmandKaptain fundet sagen på kommunens arkiv og krævet regres, men forsikringsselskabet nægtede at betale, idet det gjorde gældende, at kommunen selv burde have opdaget kravet.

 

Forsikringsselskabet blev dømt til at betale regres, da kravet ikke var forældet, idet det ikke havde foretaget lovpligtig indberetning, men frifundet for at betale renter til kommunen fra 2007.

 

Sagen er ikke indbragt for Højesteret. Sagen blev omtalt i vores nyhedsbrev fra maj 2015 angående afgørelsen i første instans. Sagen blev i Landsretten ført af advokat Jens Baagøe Thomsen fra HjulmandKaptain.

 

I en lignende sag har Retten i Aalborg den 14. oktober 2016 dømt et forsikringsselskab til at betale renter. Sagen blev ført af advokat Jens Baagøe Thomsen fra HjulmandKaptain.

 

Forsikringsselskabet har anket sagen til Vestre Landsret.  

 

Condictio indebiti – tilbagesøgningskrav:

Østre Landsret afgjorde den 25. januar 2016 en sag, hvor en kommune blev mødt med et krav på delvis tilbagesøgning af et krav på regres for sygedagpenge. Et ansvarsforsikringsselskab havde udbetalt erstatning for sygedagpenge til kommunen i en sag, som samtidig verserede ved Arbejdsskadestyrelsen.

 

Den 19. september 2012 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab med virkning fra den 21. september 2011, og forsikringsselskabet krævede den 21. januar 2014 tilbagesøgning for regreskravet for perioden fra den 21. september 2011 og frem. Kommunen gjorde i første række gældende, at erstatningsansvarsloven afskar forsikringsselskabet fra at kræve pengene søgt tilbage, i anden række, at de almindelige regler for tilbagesøgningskrav afskar forsikringsselskabet fra at kræve pengene søgt tilbage, fordi forsikringsselskabet på udbetalingstidspunktet var klar over, at der kunne komme en afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab med tilbagevirkende kraft, og i tredje række, at forsikringsselskabets krav var tabt ved passivitet. Landsretten mente dog ikke, at 1) kommunen kunne påberåbe sig erstatningsansvarslovens regler, at 2) det havde nogen betydning, at forsikringsselskabet på udbetalingstidspunktet var klar over, at det måske ville komme til at betale ud over virkningstidspunktet og 3) at forsikringsselskabet havde tabt sit krav som følge af passivitet. Kommunen blev derfor dømt.

Sagen er af HjulmandKaptain anket til Højesteret.

 

Sagen blev ført af advokat Jens Baagøe Thomsen fra HjulmandKaptain.

 

To sager om forældelse:

Første sag:
Østre Landsret afsagde den 24. februar 2016 en dom om forældelse af et sygedagpengeregreskrav. Kravet var opstået den 4. februar 2010, hvor sygedagpengemodtager var faldet på et isglat fortov. Den 2. april 2013 udbetalte forsikringsselskabet erstatning til skadelidte og foretog samme dag indberetning til kommunen. Kommunen opgjorde sit krav på regres for sygedagpenge, og blev mødt med en forældelsesindsigelse. Advokat Janne Juul Wandahl fra HjulmandKaptain udtog den 25. juni 2013 stævning imod forsikringsselskabet med påstand om betaling af det skyldige sygedagpengebeløb. Forsikringsselskabet blev frifundet i byretten men dømt i landsretten, idet landsretten fandt, at bestemmelsen i sygedagpengelovens § 78, stk. 2 måtte forstås i overensstemmelse med princippet i forældelseslovens § 3, stk. 2 og § 21, stk. 5, idet kommunen ellers uden egen skyld ville være afskåret fra at gøre sit regreskrav gældende. Sagen blev ikke ført af en advokat fra HjulmandKaptain.

 

Anden sag:
I en sag fra Retten i Glostrup af 29. februar 2016 havde en kommune krævet sygedagpengeregres fra et forsikringsselskab, og forsikringsselskabet påberåbte sig forældelse. Sygedagpengemodtager var den 3. oktober 2010 faldet på en trappe, hvor gelænderet ikke sad ordentligt fast. Den 24. september 2012 anerkendte forsikringsselskabet, at ejeren af ejendommen var ansvarlig for ulykken, og udbetalte erstatning til skadelidte den 14. december 2012, men foretog ikke indberetning overfor kommunen. Kommunen blev selv opmærksom på kravet og opgjorde det overfor forsikringsselskabet den 7. maj 2013, som meddelte, at de ikke kunne tage stilling på det foreliggende grundlag. Da skadelidtes krav var blevet afklaret, genoptog kommunen og forsikringsselskabet forhandlingerne om størrelsen på regreskravet, men den 7. juli 2014 afviste forsikringsselskabet kravet med henvisning til, at det havde været forældet siden januar. Retten i Glostrup kom frem til, at kravet ikke var forældet og henviste til den særlige bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, som ellers kun gælder, når der er et direkte krav imod forsikringsselskabet. Rettens begrundelse var, at forsikringsselskabet den 7. maj 2013, da kommunen opgjorde sit krav overfor forsikringsselskabet første gang, allerede havde anerkendt hovedkravet men ikke opgjort erstatningen. Der var derfor ikke nogen tvivl om, at der også ville være et regreskrav, og derfor fandtes kravet omfattet af den særlige bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 29. 

 

Sagen er anket til landsretten af forsikringsselskabet. Sagen blev ført advokat Jens Baagøe Thomsen fra HjulmandKaptain. 

 

Læs her mere om HjulmandKaptains arbejde med sygedagpenge- og arbejdsgiverregres 

 

Kopi af de i nyhedsbrevet nævnte domme kan i anonymiseret form rekvireres med henvendelse til Janne Juul Wandahl eller Jens Baagøe Thomsen.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev