Offentliggørelse af en forenings historiske klubblade var ikke i strid med databeskyttelsesreglerne

Nyhed
25.06.2020

En sejlklub har lagt historiske klubblade fra 1981 og 1982 på klubbens hjemmeside, hvori der fremgår oplysninger om udvalgte medlemmers navn, adresse og billede, f.eks. i forbindelse med, at et medlem har bestået duelighedsprøven eller vundet en konkurrence.

Modtog klage fra et medlem 

Et medlem, som fremgår af klubbladet, klager til sejlklubben og anmoder om sletning af de pågældende oplysninger. Dette afvises af sejlklubben, og medlemmet retter derfor henvendelse til Datatilsynet og oplyser i den forbindelse, at klager har navne- og adressebeskyttelse.

 

Sejlklubben anfører, at offentliggørelsen er sket med hjemmel i databeskyttelseslovens § 6, stk. 1, og databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f (interesseafvejningsreglen).

Sejlklubben ønsker at værne om klubbens historie

 

Begrundelsen for offentliggørelsen af klubbladene er, at klubben ønsker at værne om og beskytte sejlklubbens historie og have mulighed for at informere om den.

 

Derudover oplyser sejlklubben, at klubbladene kun indeholder almindelige oplysninger om det medlem, der har klaget, og at den anførte adresse på klager ikke er klagers nuværende adresse.

 

Det er sejlklubbens vurdering, at sejlklubben har en legitim interesse i at beskytte og informere om klubbens historie i en naturlig kontekst, og at denne interesse er mere tungtvejende end klagers interesse i, at oplysningerne slettes.

 

Datatilsynets bemærkninger til interesseafvejningen

Datatilsynet finder, at sejlklubbens behandling af personoplysninger, i form af offentliggørelse af klubbladene fra 1981 og 1982, er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f og finder dermed, at interesseafvejningen falder ud til sejlklubbens fordel.

 

Datatilsynet har i afgørelsen særligt lagt vægt på, at sejlklubben har en legitim interesse i at værne om, beskytte og informere om klubbens historie. Derudover har de lagt vægt på, at oplysningerne har været tilgængelige i bladene i ca. 40 år, og at der af bladene ikke fremgår oplysninger af følsom karakter.

 

Datatilsynet finder ligeledes ikke, at betingelserne for sletning er opfyldt, da klager ikke har anført særlige grunde, som går forud for sejlklubbens legitime interesse. Dermed er sejlklubben ikke forpligtiget til at slette de oplysninger om klager, som fremgår af de tidligere klubblade.

 

Fremsøgning via Google og Bing

Afsluttende bemærker Datatilsynet dog, at klubbladene er lagt på sejlklubbens hjemmeside, og at de kan fremsøges via Google og Bing, og derfor skal klubben fremadrettet sikre, at dette ikke er muligt ved f.eks. at placere klubbladene på en side, der ikke kan indekseres grundet brugernavn og password.

 

De opfordres til at kontakte Google, Bing eller lignende søgemaskiner for at få de pågældende søgeresultater slettet, så det ikke længere er muligt at fremsøge klubbladene på de pågældende søgemaskiner.

 

HjulmandKaptains kommentarer

Afgørelsen viser, at sejlklubben i dette tilfælde var berettiget til at give afslag på anmodning om sletning på baggrund af den konkrete interesseafvejning, som sejlklubben har foretaget.

 

Sejlklubben har en legitim interesse i at beskytte og informere om klubbens historie i en naturlig kontekst, og denne interesse er ifølge afgørelsen mere tungtvejende end klagers interesse i, at oplysningerne slettes.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Er du i tvivl om, hvordan du som dataansvarlig skal håndtere en anmodning om sletning eller andet fra den registrerede, er du altid velkommen til at kontakte en af vores specialister i persondataret.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev