Ny mulighed for hurtig overdragelse af virksomheder under rekonstruktion

Nyhed
25.03.2021

Folketinget har den 23. marts 2021 vedtaget en række nye regler om rekonstruktion. Ændringerne gør det muligt inden for konkurslovens regler om rekonstruktion at gennemføre virksomhedsoverdragelser af nødlidende virksomheder hurtigere end hidtil. Endvidere medfører reglerne en udvidelse af dækningen fra Lønmodtagernes Garantifond under rekonstruktionen.

Fagchef for Konkurs og Rekonstruktion Søren Ehlert er af den opfattelse, at ændringen af reglerne betyder, at det gøres væsentligt mere attraktivt end hidtil at overdrage nødlidende virksomheder i forbindelse med en rekonstruktionsproces.

 

Det bliver mindre omkostningstungt at gennemføre en rekonstruktion

Reglerne om rekonstruktion bliver også gjort attraktive på anden vis, da det eksempelvis fremover ikke vil være nødvendigt at stille sikkerhed for en eventuel efterfølgende konkursbehandling, og fordi der som udgangspunkt ikke skal udpeges en regnskabskyndig tillidsmand. Disse ting vil dermed resultere i, at det vil være mindre omkostningstungt at gennemføre en rekonstruktion. Desuden er det attraktivt, at fejlslagne rekonstruktioner fremadrettet ikke nødvendigvis vil føre til en efterfølgende konkurs, hvorfor begæring om rekonstruktion dermed ikke vil være en ”alt eller intet”-løsning længere.

 

Hvornår træder de ændrede regler om rekonstruktion i kraft?

Lovændringen om reglerne om rekonstruktion træder i kraft snarest, mens reglerne om medarbejderforpligtelserne træder i kraft efter Beskæftigelsesministerens bestemmelse, hvilket forventeligt er inden for overskuelig fremtid.

 

Hurtigere virksomhedsoverdragelse (fast-track)

De nye regler om rekonstruktion ændrer overordnet ikke på de hidtidige regler om rekonstruktion, men nu gives der en mulighed for, at der laves en virksomhedsoverdragelse i perioden umiddelbart efter rekonstruktionens indledning. Dette er en væsentlig forbedring, da tiden altid er en afgørende faktor ved redning af virksomheder under rekonstruktion. Reglerne betyder, at det er muligt at overdrage aktiviteter ud af virksomheder i rekonstruktion væsentligt hurtigere, end det hidtil har været tilfældet. De hidtidige regler vanskeliggjorde at gennemføre en hurtig virksomhedsoverdragelse, hvorfor der ofte var en længere periode, hvor virksomheden var i en meget stresset situation, hvilket en rekonstruktion oftest opleves at være.

 

Derfor har de nugældende regler om rekonstruktion ikke vundet så stort indtog, som ønsket var, da reglerne blev indført. I stedet har virksomhederne valgt at anvende muligheden for enten at foretage en virksomhedsoverdragelse forud for en konkurs eller muligheden for at overdrage virksomheden straks efter indledning af en konkurs.

 

4 betingelser skal være opfyldt for at muliggøre hurtig overdragelse

Der er nu indført en ny bestemmelse i konkurslovens § 13b, som muliggør disse hurtigere overdragelser, og som grundlæggende kræver, at 4 betingelser skal være opfyldt:

 

  1. Rekonstruktøren skal give sit samtykke til virksomhedsoverdragelsen.
  2. Rekonstruktøren skal vurdere, at det er hensigtsmæssigt at anvende ”fast-track”-modellen for at bevare værdien i virksomheden (i stedet for de almindelige regler).
  3. Rekonstruktøren må ikke modtage indsigelser mod overdragelsen fra et flertal af fordringshaverne inden 5 dage efter afsendelsen af meddelelsen om overdragelsen.
  4. Virksomhedsoverdragelsen skal gennemføres, inden der er vedtaget en rekonstruktionsplan.

  

Senest 5 hverdage efter fristen for indsigelser er udløbet, skal rekonstruktøren sende en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre, der berøres af rekonstruktionen (bortset fra skyldnerens ansatte) samt til Skifteretten, hvor der redegøres for, om virksomhedsoverdragelsen blev gennemført.

 

Dækningsområde for Lønmodtagernes Garantifond udvides

Lønmodtagernes Garantifond er oprettet med henblik på at sikre lønmodtagers krav på løn, pension og feriepenge blandt andet i tilfælde af konkurs.

 

Da reglerne om rekonstruktion blev indført i 2011 medførte reglerne den skævhed, at medarbejdere, der før eller under rekonstruktionen blev opsagt og fritstillet, som udgangspunkt skulle vente til rekonstruktionen var afsluttet, før de modtog betaling fra den virksomhed, der succesfuldt havde gennemført rekonstruktionen eller modtog betaling fra Lønmodtagernes Garantifond eller konkursboet, hvis rekonstruktionen medførte en konkurs.

 

De nye regler medfører, at dækningsområdet for Lønmodtagernes Garantifond fremadrettet også omfatter lønmodtagere, der er opsagt og fritstillet før eller under rekonstruktionsbehandlingen. Disse kan således få dækning allerede ved indledning af rekonstruktionsbehandlingen. Desuden medfører reglerne en forbedring i forhold til, at virksomheden kan betale løn til de medarbejdere, som fortsætter under rekonstruktionen og en forbedring til lønmodtagernes organisationer, der tidligere har lånt penge til lønmodtagerne mod transport i lønmodtagerens krav mod virksomheden eller Lønmodtagernes Garantifond.

 

Fordele for køber af en virksomhed under rekonstruktion

Endelig indeholder reglerne en væsentlig forbedring for køber af virksomhederne under rekonstruktionen, idet en køber i fremtiden slipper for at skulle betale lønrestancer forud for rekonstruktionens indledning men kun eventuelle lønkrav, som er opstået efter rekonstruktionens indledning. På den vis har man nu ændret reglerne således, at situationen for rekonstruktionen er, som det er tilfældet ved en konkurs.

 

Med de nye ændringer er Fagchef for Konkurs og Rekonstruktion Søren Ehlert ikke i tvivl om, at reglerne om rekonstruktion nu er gjort væsentligt mere anvendelige i praksis, og at man derfor i fremtiden må forvente, at reglerne om rekonstruktion er et attraktivt redskab til løsning af nødlidende virksomheders situation.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Har du spørgsmål til de nye regler eller brug for rådgivning i forbindelse med en rekonstruktion, så er du altid velkommen til at kontakte advokat og ejerpartner Søren Ehlert.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev