For at kunne statuere en krænkelse af de varemærkeretlige og selskabsretlige regler om navnebeskyttelse, er det som udgangspunkt en forudsætning, at navnet bruges for de samme varer og tjenesteydelser. Dette princip om branchesammenfald følger direkte af varemærkelovens § 4, ligesom det indfortolkes i selskabslovgivningen.

Sø- og Handelsretten fastslog atter engang kravet om branchesammenfald i den nyligt afsagte dom - V-44-17.

Kort fortalt handlede sagen om, at virksomheden Norliv ApS havde konstateret, at foreningen NLP (Nordea Liv og Pension) havde besluttet sig for at ændre foreningens navn til Norliv – Foreningen for Kunder i Nordea Liv og Pension.

Norliv ApS rettede derfor henvendelse til Nordeakoncernen med henblik på at informere dem om, at man ikke kunne acceptere navneændringen. Nordea afviste imidlertid, at foreningens brug af Norliv skulle anses for at være en krænkelse af såvel de selskabsretlige- som de immaterialretlige regler.

Det spørgsmål, som Sø- og Handelsretten herefter skulle tage stilling til, var, hvorvidt omsætningskredsen ville kunne forveksle de to virksomheder, som følge af de enslydende navne, nemlig:

 

Sø- og Handelsretten bemærkede i den forbindelse, at Norliv ApS siden 2012 havde anvendt ordmærket "Norliv" i forbindelse med salg af outdoorbeklædning og udstyr til friluftsaktiviteter. Senere i 2017 havde Norliv ApS relanceret sig selv, og i den forbindelse tilkendegav man nu, at der var tale om et rejsebureau. Sø- og Handelsretten bemærkede samtidig, at foreningen Norlivs primære formål var at fortage investeringer som led i almindelig formuepleje, altså almindelig finansiel virksomhed.

Ved at sammenholde virksomhedernes registrerede formål, branchekode, virksomhedsaktivitet og anden aktivitet i øvrigt fandt Sø- og Handelsretten, at der ikke var risiko for, at den gennemsnitlige forbruger ville kunne forveksle de pågældende virksomheder.

Dommen understreger, at man i sager om forveksling af selskabsnavne, forretningskendetegn og varemærker kræver, at de pågældende aktører udbyder de samme eller lignende varer og tjenesteydelser. Som rettighedshaver til et varemærke eller selskabsnavn opnår man således ikke en generel eneret til ordet for alle produkter, men derimod kun til de produkter, som man rent faktisk udbyder.

Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål vedrørende reglerne om krænkelse af varemærker?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.