Må du lægge hindringer eller på anden måde besværliggøre dine kunders opsigelse af jeres aftale?

Indsigt
25.11.2020

Når forbrugere indgår aftaler med virksomheder, accepterer forbrugerne typisk virksomhedens salgs- og leveringsbetingelser, abonnementsvilkår, handelsvilkår eller tilsvarende vilkår. Vilkårene er parternes spilleregler for det aftaleforhold, som parterne har etableret. Det gælder i den forbindelse, at det ikke må være besværligt for forbrugerne at opsige aftalen. Vilkåret vil i så fald kunne blive anset for urimeligt.

Hindringer ved opsigelse af forbrugeraftaler er i strid med loven

Der kan for blandt andet abonnementsvirksomheder være et incitament for at lægge hindringer eller på anden måde besværliggøre en opsigelse af aftalen med forbrugerne. Hindringerne kan bestå i, at der i vilkårene er fremsat krav om, at opsigelse kun kan ske ved at møde fysisk op hos virksomheden, at opsigelse kun kan ske på en given hverdag i et vist tidsrum, udelukkende ved telefonisk henvendelse eller på en tilsvarende urimelig bestemt fremgangsmåde.

 

Sådanne vilkår er i strid med markedsføringsloven, herunder god erhvervsskik, jf. markedsføringslovens § 4, idet vilkåret for opsigelsen vil anses for at være et urimeligt aftalevilkår. Urimelige aftalevilkår er tillige reguleret i aftalelovens §§ 36 og 38 c, som kan ses længere nede her på siden.

 

Hvad siger forbrugerombudsmanden?

Forbrugerombudsmanden har behandlet klager over tre virksomheder, hvor en af virksomhederne i sine opsigelsesvilkår havde anført, at opsigelsen alene kunne ske ved fysisk fremmøde, mens den anden virksomhed stillede krav om, at opsigelse kun kunne ske ved at sende et fysisk brev, og den tredje virksomhed gav indtryk af, at aftalen kun kunne opsiges telefonisk.

 

Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at sådanne vilkår måtte være i strid med reglerne om god skik.

 

Det skal således være nemt og enkelt for forbrugeren at opsige en aftale, da vilkåret i modsat tilfælde kan blive anset for at være urimeligt og dermed tilsidesat.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med din virksomheds aftalevilkår, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Aftalelovens §§ 36 og 38 c

 

”§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler.

Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.”

 

”§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

 

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.”

Søger du sparring og juridisk rådgivning?

Hos HjulmandKaptain er vores advokater specialister i markedsføringsret. Kontakt os for at høre nærmere eller læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

 

Læs mere

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Ja tak, hold mig opdateret