Mellemkommunal refusion er en betegnelse for en kommunes ret til at få refunderet udgifter for borgere som har fået tildelt støtte, og som flytter fra én kommune til en anden.

Retssikkerhedslovens § 9 c regulerer de tilfælde, hvor en tidligere opholdskommune er forpligtet til at bære udgifterne, når en "udgiftstung" borger flytter fra en kommune til en anden. Hvis en kommune skal have ret til mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, er det som udgangspunkt en betingelse, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren har fået ophold i den nye opholdskommune, eller at den tidligere kommune har forholdt sig passivt ved ikke at tildele den pågældende borger den støtte, som borgeren havde brug for. Hvorvidt der har været medvirken, eller om en kommune har forholdt sig passiv, vil ofte bero på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i sagerne. Der opstår derfor tit uenighed mellem kommuner om, hvorvidt betingelserne for mellemkommunal refusion er tilstede.

Et eksempel herpå er, at det indtil for nylig ikke har været afklaret, om en kommune ville være forpligtet til at yde mellemkommunal refusion efter passivitetsreglen, hvis den oprindelige opholdskommune, i stedet for at anbringe børn, havde iværksat massive støtteforanstaltninger i hjemmet.

Grunden til, at denne problemstilling er interessant, er, at en række kommuner som alternativ til anbringelser, iværksætter støtteforanstaltninger i børnenes hjem for at undgå, at børnene skal anbringes, da disse kommuner vurderer, at dette har en bedre effekt. Hvis en kommune imidlertid risikerer at ifalde mellemkommunal refusion som følge af, at en kommune ikke har anbragt børnene, men derimod har alternativer til anbringelser vil det medføre, at kommuner fremadrettet ville være nødsaget til at anbringe børn for at undgå at ifalde mellemkommunal refusion, selvom kommunen havde ydet en massiv støtte i hjemmet.

Vestre Landsret har for nyligt haft mulighed for at vurdere netop denne situation. Kort fortalt handlede sagen om en familie med betydelige udfordringer, som flyttede til en ny kommune, hvor børnene kort tid efter flytningen blev tvangsanbragt. Tvisten i sagen var derfor, at den nye opholdskommune mente, at den tidligere opholdskommune ikke havde gjort tilstrækkeligt – og dermed havde udvist passivitet – hvorfor den nye opholdskommune, der nu havde udgifter til tvangsanbringelsen af børnene, havde ret til mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c stk. 6.

I den tidligere opholdskommune arbejdede man med en model inden for familieområdet kaldet "sveriges-modellen", hvor man, i stedet for at tvangsanbringe, yder massiv, tilpasset og konsekvent støtte i hjemmet. Konkret betyder det, at den pågældende familie fik besøg af psykologer, socialpædagoger, sygeplejersker osv. Selvom der ydes en massiv støtte med mange forskellige kompetencer, er det dog de personer inden for hvert felt, der kommer hjem til familien, så familien skaber en tæt relation, hvor der er tillid mellem parterne.

Familien, som sagen handlede om, havde fået massiv støtte i hjemmet, og det fremgik af de i sagen fremlagte bilag, at støtten i hjemmet var et alternativ til tvangsanbringelse af børnene. Der var derfor ikke uenighed om, at familien var meget udsat og havde brug for hjælp.

Familien valgte dog meget pludseligt at flytte til en ny kommune. I den nye kommune fik familien støtte, men da den nye opholdskommune ikke anvendte sverigesmodellen, fik familien ikke samme massive støtte, som de havde haft tidligere. Herudover begyndte der at optræde alkohol i familien, hvilket forværrede forholdene for børnene. Et par uger efter flytningen blev børnene derfor tvangsanbragt af den nye opholdskommune.

Den nye opholdskommune var af den opfattelse, at børnene, allerede da de var i den tidligere opholdskommune, burde have været blevet tvangsanbragt. Den nye opholdskommune indbragte derfor sagen for Ankestyrelsen med påstand om, at den tidligere opholdskommune var forpligtet til at yde refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c stk. 6.

Ankestyrelsen fandt, at den nye opholdskommune havde ret til refusion, idet det var åbenbart, at den tidligere opholdskommune burde have tvangsanbragt børnene. Den tidligere opholdskommune indbragte sagen for retten, da man ikke var enig i Ankestyrelsens afgørelse. Byretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse med samme begrundelse.

Da den tidligere opholdskommune fortsat ikke var enig i, at det var åbenbart, at børnene skulle have været tvangsanbragt på et tidligere tidspunkt, blev sagen anket til Landsretten. Landsretten fandt, at den tidligere opholdskommune havde ydet massiv og omfattende støtte, hvorfor der ikke var grundlag for at tvangsanbringe børnene, da familien var bosiddende i den tidligere opholdskommune. På baggrund heraf var det således heller ikke åbenbart, at den tidligere opholdskommune burde have anbragt børnene på et tidligere tidspunkt, hvorfor den nye opholdskommune ikke havde ret til mellemkommunal refusion. Landsretten ændrede således både Ankestyrelsen og Byrettens resultat.

Resultatet af sagen er interessant, fordi Landsrettens resultat er et udtryk for, at det ikke er et krav, at kommuner i relation til mellemkommunal refusion skal anbringe børnene. Kommuner kan således bruge alternativer til anbringelse, som f.eks. massiv støtte i hjemmet, uden at dette medfører en forpligtelse til at yde refusion til en ny opholdskommune, der anbringer børnene efterfølgende.

Det væsentlige er, at kommunerne dog skal kunne dokumentere, at man faktisk har ydet en indsats for at sikre børnenes udvikling og sundhed.

Den tidligere opholdskommune var under sagen repræsenteret af advokat Birgitte Pedersen fra HjulmandKaptain.

Du kan læse dommen her

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning vedrørende mellemkommunal refusion?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.