Anbragte børns rettigheder i tilfælde af personskade

Nyhed
01.02.2021

Anbragte børn og unge på døgninstitution, på et opholdssted eller på en efterskole, er omfattet af de samme regler som en ansat lønmodtager, der kommer til skade på arbejde. På dette område har anbragte børn derfor en bedre beskyttelse end ikke-anbragte børn, som f.eks. kommer til skade i forbindelse med leg i skolegården, falder ned fra et træ eller leger med fars eller mors værktøj.

Den erstatning, som de anbragte børn vil have ret til i forbindelse med en ulykke, som opstår, når det anbragte barn enten befinder sig på døgninstitutionen/opholdsstedet, eller når barnet deltager i aktiviteter med nær og direkte tilknytning til døgninstitutionen/opholdsstedet er følgende:

 

  1. Udgifter til sygebehandling, genoptræning og hjælpemidler (både midlertidige og permanente udgifter)
  2. Krav på tab af erhvervsevne
  3. Godtgørelse for varigt mén

 

Sker en skade på grund af rent private aktiviteter uden for institutionen, dækker loven ikke.

Loven dækker heller ikke børn og unge i familiepleje.

 

Et ikke-anbragt barn vil kun have ret til godtgørelse for varigt mén, og det er endda kun, hvis barnets forældre (eller plejeforældre) har været så forudseende, at de har tegnet en børneulykkesforsikring.

Et opholdssted eller en døgninstitution må ikke tegne børneulykkesforsikringer til deres anbragte børn, men hvis barnets forældre eller bedsteforældre har tegnet en børneulykkesforsikring til barnet, vil det anbragte barn endda have mulighed for at få dobbelt (eller måske tredobbelt) erstatning.

 

Skader, som kan begrunde krav efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter, at skaden er sket. Hvis skaden ikke bliver anmeldt efter 9 dage, gælder der en tillægsfrist på i alt 5 uger efter skaden. Herefter kan det skadelidte barn selv anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i op til et år efter skaden og i undtagelsestilfælde endnu senere.

 

Hvis et barn f.eks. i vild leg med andre børn forstuver rygsøjlen og får varige problemer med ryggen, er det vigtigt, at skaden anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

 

Barnet skal måske resten af sit liv have fysioterapeutisk behandling for at holde skaden nede, og det kan være en ganske bekostelig affære, og hvis skaden ikke bliver anmeldt til tiden, skal barnet måske som voksen selv betale for udgifter til fysioterapi resten af livet.

 

Anmeldelse af en skade kan nemt foretages via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside 

Så selvom både forvaltningen og forældrene også skal underrettes, og selvom der skal afsættes ressourcer til at bringe barnet til skadestuen eller vagtlægen, kan det få stor betydning for det enkelte anbragte barn, hvis man ikke gør det.

 

Har du brug for rådgivning, eller har du spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte vores advokater med speciale i personskadeerstatning på +45 7015 1000.

Del:

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev