Ny fælles cookievejledning fra Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen skal sikre bedre overholdelse af reglerne
Administrerer du en hjemmeside eller en app, så anvender du med stor sandsynlighed cookies. Det betyder, at der er en række regler, du skal overholde, og netop det har Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen udgivet en ny fælles cookievejledning om. Få her et overblik over indholdet i den nye vejledning og viden om, hvad du skal være opmærksom på, når du benytter cookies.

Du skal overholde både cookiebekendtgørelsen og databeskyttelsesreglerne, når du benytter cookies
Når du anvender cookies på din hjemmeside eller via anden teknologi, så er det ikke kun cookiebekendtgørelsen, du skal overholde. Sideløbende gælder databeskyttelsesreglerne nemlig også.
Derfor er det kærkomment, at Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen er kommet med en fælles vejledning, så det bliver mere overskueligt og konkret, hvordan reglerne overholdes, og hvornår du skal tage hensyn til cookiebekendtgørelsen, og hvornår det er kravene i GDPR, du skal efterleve.
Helt konkret har cookiebekendtgørelsen til formål at beskytte brugernes privatsfære på brugernes enheder, hvor databeskyttelsesreglerne skal sikre beskyttelse af brugernes personoplysninger.
Har du styr på dine cookies?
Vi har tidligere udgivet en artikel om, hvordan du overholder reglerne for cookies, og som supplement til den nye vejledning fra Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen, kan du læse vores guide om korrekt brug af cookies her
Hvad er en cookie?
En cookie er en lille tekstfil, der placeres på brugerens computer, telefon eller lignende, når vedkommende besøger en hjemmeside eller en app. Cookien er den mest udbredte form for teknologi, der anvendes til at indsamle oplysninger om brugere online på hjemmesider mv.
Der findes også en række andre teknologier, som bruges til tracking. Det er f.eks. pixels, fingerprinting eller unikke koder på apps.
Hvad er en pixel?
En pixel indsamler oplysninger om, hvilke undersider en bruger besøger, eller kan indsættes i e-mails, så ejeren kan se, hvornår e-mailen åbnes, hvilke links der klikkes på mv.
Hvad er fingerprinting?
Fingerprinting anvendes til at identificere og spore brugere ved at indsamle tekniske oplysninger om brugerens udstyr. Dette kan eksempelvis være skærmopløsning, sprog mv.
De nævnte teknologier er ikke udtømmende, og du kan læse mere om dem i den nye cookievejledning
Hvad indeholder den nye cookievejledning?
I den nye cookievejledning fra Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen finder du:
- De væsentligste regler for overholdelse af brugen af cookies, herunder bl.a. samtykke og behandling af personoplysninger
- Oversigt over hvilke typer af teknologier, der er omfattet af cookiebekendtgørelsen, og hvilke regler der gælder for dem
Som supplement til vejledningen har Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen også udgivet 8 gode råd, som du kan bruge til at tjekke op på, om du overholder reglerne.
De 8 råd om brugen af cookies og lignende teknologier i overskriftsform:
- Undersøg, hvilke teknologier der bliver brugt på din tjeneste
- Forhold dig til reglerne i cookiebekendtgørelsen og GDPR
- Indsaml kun de oplysninger, du skal bruge
- Sørg for, at dit samtykke er gyldigt
- Du har ansvaret for, at din samtykkeløsning er tilstrækkelig
- Undgå at tredjeparter selvstændigt indsamler oplysninger fra din tjeneste uden dit ønske eller din viden
- Hav styr på dokumentationen
- Spørg, hvis du er i tvivl
Få de vigtigste pointer fra cookievejledningen
Nedenfor har vores specialister i databeskyttelse samlet en oversigt over de vigtigste pointer fra den nye cookievejledning:
- Anvender du cookies eller andre teknologier, behandler du i de fleste tilfælde også personoplysninger. Derfor gælder både cookiebekendtgørelsen og databeskyttelsesreglerne. Eksempler på personoplysninger der indsamles via cookies, er IP-adresse, lokaliseringsdata, MAC-adresser mv.
- Når du behandler personoplysninger, skal du sikre, at der er et behandlingsgrundlag (hjemmel). Dette skal findes i databeskyttelsesforordningens artikel 6.
- Hvis du anvender cookies (eller andre teknologier), må dette som udgangspunkt kun ske efter samtykke fra brugeren. For at der er tale om et gyldigt samtykke, skal det opfylde en række betingelser. Samtykket skal være frivilligt, specifikt, informeret og en utvetydig viljestilkendegivelse. Vejledningen giver en række eksempler og gode råd til, hvordan et samtykke indhentes.
- Det er dit ansvar som ejer af hjemmesiden at indhente og dokumentere, at der er indhentet et gyldigt samtykke. Dette gælder også, selvom du vælger at lade din samarbejdspartner eller tekniske leverandør stå for brugen af cookies.
- Ved anvendelse af cookies skal du være opmærksom på, at der kan blive tale om fælles dataansvar med såkaldte ”tredjeparter”. Dette vil være tilfældet, hvis din hjemmeside integrerer med f.eks. sociale medier.
Det var vores nedslagspunkter, men vi opfordrer til, at du ser hele vejledningen igennem, så du er sikker på, at du efterlever reglerne både i henhold til cookiebekendtgørelsen og GDPR.
Lad vores specialister i databeskyttelse hjælpe dig
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning til at sikre, at din cookiepolitik og tekniske opsætning efterlever kravene i cookiebekendtgørelsen og GDPR, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister i databeskyttelse helt uforpligtende og høre, hvordan vi kan hjælpe dig.
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.