HjulmandKaptain vinder vigtig forældelsessag for Holbæk Kommune

Nyhed
26.08.2025

Det udenlandske forsikringsselskab mente, at sagen var forældet. Det var det ikke. Jens Baagøe Thomsen fra HjulmandKaptain, som førte sagen for Holbæk Kommune, kunne overfor Retten i Lyngby påvise, at forældelsesfristen først var begyndt at løbe på senere, end hvad selskabet mente. Resultatet blev en sejr til Holbæk Kommune.

Retssal

Sagen kort fortalt 

En borger var i 2006 ude for en voldsom trafikulykke. Efter et år begyndte han at arbejde igen i 2007, hvilket kun var muligt, fordi arbejdspladsen gav ham særlige muligheder for bl.a. hjemmearbejde og andre skånehensyn.

 

Han fik derfor godtgørelse for både svie og smerte samt varigt mén, men ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, da han stadig fik fuld løn i 2007.

 

I 2018 gennemførte arbejdspladsen nogle strukturændringer, og det betød, at hans muligheder for hjemmearbejde m.v. ophørte. 

 

Herefter måtte skadelidte efter kort tid først sygemeldes, og siden fik han førtidspension.

Forsikringsselskabet genoptog derfor hans sag og udbetalte erstatning for erhvervsevnetab til ham, men ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

 

Det udenlandske forsikringsselskab mente, at kommunens krav var forældet

Holbæk Kommune ville efterfølgende have udgifterne til sygedagpenge for en periode i 2018 og 2019 erstattet af det udenlandske forsikringsselskab, men selskabet mente, at kravet var forældet.

 

Selskabet henviste til, at den treårige forældelse allerede begyndte at løbe fra skadestidspunktet i 2006.

 

Jens Baagøe Thomsen argumenterede imidlertid for, at forældelsesfristen først begyndte at løbe fra 2018, da borgeren først her blev klar over, at han ikke kunne fortsætte med at arbejde under de nye vilkår, der blev indført på arbejdspladsen.

 

Det var HjulmandKaptains opfattelse, at borgeren ikke kunne have forudset sin sygemelding allerede i 2006/2007, som selskabet mente, fordi borgeren på det tidspunkt godt kunne arbejde under de særlige vilkår.

 

Rettens vurdering: Kravet var ikke forældet, og kommunen modtog erstatning

Resultatet fandt, at kommunen var berettiget til erstatning, og kommunens krav fulgte skadelidtes krav på erstatning.

 

Retten lagde til grund for dommen, at forældelsesfristen netop først begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor skadelidte blev klar over, at han ikke kunne fortsætte – altså i 2018. Dermed var kommunens krav ikke forældet.

 

HjulmandKaptains råd til skadelidte og til kommuner, der står i samme situation

Resultatet i denne sag var ikke givet på forhånd:

 

“Sagen handlede i høj grad om timing: Hvornår bliver en skade reelt så tydelig, at forældelsen begynder at løbe? Vi var helt overbeviste om, at forældelse ikke var indtrådt allerede i 2006/2007, fordi skadelidte på det tidspunkt ikke kunne vide, at en sygemelding ville blive aktuel langt senere som konsekvens af de nye arbejdsforhold – og retten var fuldstændig enig,” siger Jens Baagøe Thomsen fra HjulmandKaptain.

 

Dommen er ikke blevet anket af forsikringsselskabet inden for ankefristen, hvilket kan være et udtryk for, at selskabet er enig i rettens begrundelse for afgørelsen.

 

Hvem har dommen betydning for?

Dommen har særlig betydning for to grupper:

  1. Skadelidte, som i en længere periode har kunnet passe deres arbejde efter en trafikulykke med skånehensyn, men hvor de skånehensyn ikke længere kan imødekommes af arbejdsgiveren.
  2. Kommuner, som afholder udgifter til sygedagpenge til de pågældende borgere

 

Vi er klar til at hjælpe dig

Vores erfaring med komplekse forældelsesspørgsmål og erstatningsret betyder, at vi kan afdække og forfølge krav, som ved første øjekast kan se forældede ud. Kontakt os gerne for en uforpligtende drøftelse af din sag.

 

Dommen i anonymiseret form kan du få, ved at kontakte Jens Baagøe Thomsen på jbt@70151000.dk

Hvad er forskellen på tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab (erstatningsansvarsloven)

 

Tabt arbejdsfortjeneste er en løbende erstatning, du har ret til, hvis du midlertidigt mister din indkomst på grund af en skade, som en anden person (skadevolder) bærer ansvaret for. Den udbetales, indtil du igen kan arbejde (i væsentligt omfang) som før skaden – eller indtil der i stedet udbetales erhvervsevnetabserstatning vurderet på et forsvarligt grundlag.

 

Erhvervsevnetabserstatning er et engangsbeløb, der dækker dit fremtidige indtægtstab, hvis du varigt mister en del af din evne til at arbejde og tjene penge.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev