Ekspropriation blev aflyst

Hensigten med testcenteret var, at der kunne skabes et område, hvor man inden for en nærmere fastsat støjramme – ret frit – kunne teste vindmøller, som endnu ikke var sat i produktion, og som ellers ikke ville kunne opsættes andre steder pga. deres dimensioner.

I marts 2017 blev der indgået en ny politisk aftale om at udvide testcenteret. Der blev herefter udarbejdet en ny anlægslov vedrørende udvidelsen. Det overordnede formål med testcenteret blev også her videreført ved, at den eksisterende støjramme blev udvidet. En sådan udvidelse af rammerne for, hvilke forsøg der kunne foretages, var en naturlig følge af udviklingen hos vindmølleproducenterne. Driften af testcenteret skulle som hidtil foretages af Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

I anlægsloven § 15 er det fastlagt, at Erhvervsstyrelsen på vegne af DTU kan ekspropriere fast ejendom inden for et givent område, når det er nødvendigt for at udnytte den anførte støjramme.

Erhvervsstyrelsen havde forinden vedtagelse af anlægsloven lavet undersøgelser af området med angivelse af, hvilke konsekvenser udvidelsen ville have. Undersøgelsen viste, at der var fem ældre og privatejede produktionsmøller, én ejendom og en campingplads, der skulle nedlægges for at kunne overholde den støjramme, der var forudsat i anlægsloven. At disse nævnte konkrete ekspropriationer var nødvendige, fremgik direkte af forarbejderne til anlægsloven. Allerede ved lovens vedtagelse var der altså taget stilling til, hvilke konkrete ejendomme og andre løsøre, der skulle eksproprieres.

Efterfølgende udarbejdede DTU og Erhvervsstyrelsen projektmateriale for ekspropriationen, hvor det også blev anført, at det var nødvendigt, at der skete ekspropriation af de fem produktionsmøller, campingpladsen og ejendommen for at kunne overholde støjrammen i anlægsloven.

På ejendommen, der var omtalt i anlægslovens forarbejder, og som skulle eksproprieres, var der forekomst af råstoffer. Området havde været udlagt til råstofområde siden 1980´erne, og det var således kendt – ved den oprindelige etablering af testcenteret - at der var råstoffer på den ejendom, det på et tidspunkt blev nødvendigt at ekspropriere.

Det fremgår af grundlovens § 73, at ekspropriation kun kan ske, når almenvellet kræver det og kun mod betaling af fuldstændig erstatning. I henhold til seneste højesteretspraksis skal der ved erstatningsfastsættelsen af en ejendom med råstoffer – som i den konkrete situation - tages hensyn til den mistede brugsværdi (dvs. værdien af råstofferne) og ikke blot betales erstatning for værdien af jorden som almindelig landbrugsjord.

DTU var vidende om dette erstatningsprincip, men så sig ikke i stand til at indgå en frivillig aftale med ejeren af ejendommen, da DTU var usikker på erstatningsopgørelsen. På denne baggrund tilkendegav DTU, at DTU ønskede ekspropriation af ejendommen, så erstatningen kunne fastsættes af Ekspropriationskommissionen. Overfor såvel lodsejer som overfor Ekspropriationskommissionen skrev DTU adskillige gange – i overensstemmelse med anlægslovens forarbejder – at DTU ønskede at overtage hele ejendommen, dvs. såkaldt totalekspropriation.

Blot seks dage før besigtigelsesforretningen (der er et forstade til selve ekspropriationen) meddelte DTU og Erhvervsstyrelsen, at ejendommen alligevel ikke skulle eksproprieres, fordi DTU og Erhvervsstyrelsen havde revurderet behovet for, hvornår udvidelsen af testcentret havde en sådan karakter, at det var nødvendigt at ekspropriere ejendommen af hensyn til støjkravene. Samtidig fastholdt DTU og Erhvervsstyrelsen dog ønsket om ekspropriation af alle de øvrige aktiver, herunder samtlige produktionsmøller, selvom visse af produktionsmøllerne var beliggende længere væk fra testcenteret, end ejendommen var.

Ekspropriationskommissionen meddelte DTU og Erhvervsstyrelsen, at den kombinerede besigtigelse- og ekspropriationsforretningen blev fastholdt, uanset at DTU og Erhvervsstyrelsen havde tilbagekaldt ekspropriationen af ejendommen. Formålet med besigtigelsesforretningen er at efterprøve det samlede projekt, herunder lovligheden.

Under besigtigelsesforretningen forklarede DTU og Erhvervsstyrelsen, at baggrunden for at ekspropriationen af ejendommen blev tilbagekaldt var, at man nu pludselig havde foretaget en faseopdeling af aktiviteten på testcenteret, hvorefter det nu først var i fase 2, at det var nødvendigt at ekspropriere ejendommen. Dvs. tidsmæssigt senere, hvorved man ikke ville udnytte den fulde støjramme, der var forudsat af lovgiver i anlægsloven.

En faseopdeling og begrænsning i anvendelsesmulighederne på testcenteret var uomtalt i anlægsloven og var i øvrigt også ekspropriationskommissionen ubekendt, indtil det blev forelagt på selve dagen for besigtigelsesforretningen.

DTU kunne således ikke under besigtigelsesforretningen nærmere forklare eller dokumentere hvilke konkrete aktiviteter, DTU agtede at foretage i de såkaldte faser, herunder hvorfor og hvordan det præcist var beregnet, og hvorfor det lige præcis nu var unødvendigt at ekspropriere ejendommen, men samtidig fortsat var nødvendigt at ekspropriere de fem eksisterende vindmøller. Forklaringen var selvfølgelig økonomi, nemlig at DTU var blevet "bange" for størrelsen på den erstatning, der ville skulle betales til ejeren af ejendommen pga. råstofforekomsten. Dette blev rent faktisk også indrømmet direkte overfor Ekspropriationskommissionen af DTU's advokat, der var til stede. I bund og grund var denne frygt jo ubegrundet, da det helt suverænt er den uafhængige Ekspropriationskommission, som både fastsætter omfanget af ekspropriationen (dvs. ekspropriation af f.eks. blot stuehuset ctr. hele ejendommen) samt erstatningens størrelse.

Under alle omstændigheder var det ejerens synspunkt, at den pludselige undtagelse af hans ejendom fra ekspropriation ikke var rimelig, da ejendommen, som den eneste, var omtalt i anlægsloven, samt at DTU jo allerede havde tilbudt ekspropriation. Manglende gennemførelse af ekspropriation ville stille ejeren i en helt urimelig, låst og uafklaret situation.

Under besigtigelsesforretningen hørte Ekspropriationskommissionen begge parters fremstilling af sagen og fandt efterfølgende, at de ikke kunne godkende projektet som helhed. Dvs. hele projektet blev forkastet.

Ekspropriationskommissionen forkastede projektet, fordi det ikke var dokumenteret eller i øvrigt havde støtte i lovgivers intentioner i anlægsloven, at der nu pludselig skulle være en form for faseopdeling, der lige præcis undtog ejendommen, ligeså lidt som det var dokumenteret, at der f.eks. lige præcis var behov for ekspropriation af de fem eksisterende produktionsmøller nu og her. Det vil sige, at der ikke var nogen saglig begrundelse for forskelsbehandlingen, når Folketinget havde ønsket at opstille en "støjramme".

Det fremgår da også af anlægsloven, at et af hovedformålene med loven er at sikre, at der skal skabes støjrum til, at Danmark fortsat kan være ledende inden for vind og grøn energi. Denne ambition nedsatte DTU og Erhvervsstyrelsen i realiteten med sin anmodning om at undtage en af de forudsatte ekspropriationer, idet DTU og Erhvervsstyrelsen dermed forpligtede sig til at operere inden for en langt mindre støjramme i de kommende år. Selvom DTU og Erhvervsstyrelsen tilkendegav, at der ikke forelå nogen form for konkrete aftaler, planer eller andet for den kommende udnyttelse af den nye støjramme, så ser det ud til, at fremgangsmåden under alle omstændigheder stred i mod Folketingets intention og ambition.

Dette betyder, at hele projektet skal starte forfra, hvorfor DTU og Erhvervsstyrelsen skal udarbejde nyt projektmateriale og på ny anmode om ekspropriation.

Den foreløbige konklusion er derfor, at det heldigvis lykkedes ejeren af ejendommen at få afvist projektet, så det ikke blev gennemført uden ekspropriation af hans ejendom. Pga. behovet for afklaring havde ejeren naturligvis foretrukket – ligesom alle de øvrige berørte personer af projektet, hvis situation også er uafklaret – at ekspropriationen var blevet gennemført. Nu bliver det spændende at se, hvordan DTUs nye projekt ser ud, så det kan blive sat i gang, og så Danmark ikke skal opleve flere forsinkelser i bestræbelsen om at være verdensledende inden for vind og grøn energi.

Under sagen var ejeren repræsenteret af advokat Søren Nørgaard Sørensen fra HjulmandKaptain.

Hvis du har spørgsmål vedrørende sagen eller ekspropriation er du meget velkommen til at kontakte os.