Datatilsynet kritiserer virksomhed for at tilgå en tidligere medarbejders private e-mailkonto

Nyhed
29.04.2025

I forbindelse med en tvist mellem en arbejdsgiver og en tidligere medarbejder havde arbejdsgiveren tilgået og downloadet e-mails fra den tidligere medarbejders e-mailkonto for at sikre bevismateriale til retssagen. Læs mere om den alvorlige kritik, samt hvilken betydning Datatilsynets afgørelse har for dig som arbejdsgiver. 

Hvad handler sagen om?

En virksomhed ønskede at politianmelde og anlægge en sag mod en tidligere medarbejder, fordi virksomheden blandt andet mente, at medarbejderen havde udført konkurrerende arbejde under sin ansættelse.

 

Virksomheden indsamlede derfor beviser mod den tidligere medarbejder.

 

Som led i bevisindsamlingen tilgik virksomheden den tidligere ansattes arbejdscomputer, der havde adgang til vedkommendes private e-mailkonto. Denne adgang var blevet opdaget ved et tilfælde, da den var åben, da de fik arbejdscomputeren retur.

 

E-mailkontoen var altså den tidligere medarbejders personlige konto, og ikke en e-mailkonto som virksomheden havde rådighed over.

 

I medarbejderens private e-mailkonto foretog virksomheden en søgning på kunder, og hentede det materiale ned fra klagers personlige e-mailkonto, som de mente var relevant.

 

Det var virksomhedens opfattelse, at de tilgik personoplysningerne med et lovligt og legitimt formål.

 

Datatilsynets afgørelse: Beskyttelsen af privatlivet vejer tungest

Datatilsynet fastslår i deres afgørelse, at virksomheden ikke havde en berettiget interesse i at tilgå og downloade den tidligere medarbejders private e-mails. Virksomhedens ønske om adgang vejede ikke tungere end hensynet til den tidligere medarbejders privatliv.

 

Derfor blev beskyttelsen af den private e-mailkonto prioriteret.

 

HjulmandKaptain bemærker

Sagen understreger, at virksomheder som udgangspunkt ikke må tilgå private e-mails, da dette kan være i strid med både straffelovens regler om brevhemmelighed og databeskyttelseslovgivningen.

 

HjulmandKaptain opfordrer virksomheder til at være særligt opmærksomme på de specifikke krav, der gælder, når den såkaldte "interesseafvejningsregel" anvendes. Reglen indebærer, at en virksomhed kan behandle personoplysninger, hvis der er en legitim interesse – men kun hvis denne interesse vejer tungere end medarbejderens ret til privatliv og databeskyttelse.

 

Ved vurderingen skal virksomheden tage højde for flere faktorer, herunder formålet med adgangen, nødvendigheden heraf, og om der findes mindre indgribende alternativer. En generel mistanke er sjældent nok til at retfærdiggøre adgang til en medarbejders e-mails, mens en konkret og velbegrundet mistanke om alvorlige forhold kan tale for, at virksomhedens interesse vejer tungest.

 

HjulmandKaptain anbefaler, at virksomheder altid foretager en grundig afvejning af interesserne, inden der træffes beslutning om adgang til medarbejderes e-mails, og at de sikrer klare interne retningslinjer for håndtering af sådanne situationer.

Lad HjulmandKaptains specialister i persondataret og/eller ansættelses- og arbejdsret hjælpe dig

Har du spørgsmål til Datatilsynets afgørelse eller brug for rådgivning om lignende sager, hvor du har overvejet, om du er berettiget adgang til private mails eller ikke, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister i persondataret og/eller arbejds- og ansættelsesret.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev