HjulmandKaptains Code of Conduct
Indledning
Hos HjulmandKaptain har vi fokus på, at vores arbejde er baseret på god opførsel og med respekt for vores kunder, medarbejdere og omgivelser. Dette gør vi blandt andet ved overholdelse af de advokatetiske regler samt nærværende adfærdskodeks.
Kodekset er med til at fastlægge de værdier og standarder, som skal understøtte en ansvarlig, etisk og respektfuld kultur, herunder både internt og eksternt i relation til vores kunder, samarbejdspartner og myndigheder.
Kodekset udtrykker vores forventninger til alle vores medarbejders adfærd og er afgørende for, at vi kan opretholde en høj etisk adfærd hos HjulmandKaptain.
Professionel integritet
Vi sætter professionel integritet højt og værner om det tillidshverv det er at være advokat. Dette gør vi blandt andet ved altid at handle med høj faglighed, uafhængighed og loyalitet over for vores kunder. Vi undgår interessekonflikter og er åbne om potentielle habilitetsproblematikker. Derudover har vi højt fokus på korrekt, transparent og rettidig rådgivning skræddersyet til vores enkelte kundes behov baseret på gældende lovgivning.
Bestikkelse
Hos HjulmandKaptain har vi en nultolerencepolitik over for bestikkelse og korruption. Det betyder blandt andet, at ethvert tilbud om penge eller andre værdier, der tilbydes for at påvirke sagsbehandlingen, en forretningsbeslutning eller lignende betragtes som bestikkelse.
Gaver
Vi værdsætter altid gode forretningsrelationer til vores kunder og samarbejdspartnere, herunder enten ved at give/modtage gaver eller lignende. Vi har dog stort fokus på, at sådanne situationer også kan medvirke til at skabe en interessekonflikt eller give indtrykket af, at vores uafhængighed kan påvirkes/købes.
Det er derfor ikke tilladt for nogle af vores medarbejdere på noget tidspunkt at modtage gaver, underholdning, vennetjenester eller lignende, hvor der enten direkte eller indirekte kan være en forventning om, at ydelsen gengældes. Dette gælder uanset gavens/ydelsens værdi og uanset, hvorvidt gaven/ydelsen giver medarbejderen en fordel.
Fortrolighed og databeskyttelse
Vi behandler alle oplysninger om klienter og sager med streng fortrolighed, herunder blandt andet ved at følge de advokatetiske regler om fortrolighed. Derudover følger vi de databeskyttelsesretlige regler og anden relevant lovgivning for at sikre, at alle personoplysninger altid behandles sikkert og lovligt. Fortrolige oplysninger videregives heller ikke uden gyldig hjemmel eller uden forudgående samtykke.
Etisk adfærd
Vi udviser respekt, ærlighed og ordentlighed i alle vores handlinger og tolererer således heller ikke diskrimination, chikane eller anden krænkende adfærd. Vi overholder både lovgivning, interne politikker og Advokatsamfundets regler på området. Derudover har vi fokus på at gøre vores ypperste for at vores virksomhed drives på en bæredygtig og skånsom måde af hensyn til miljøet.
Ansvarligt arbejdsmiljø
HjulmandKaptain bidrager til et sundt, inkluderende og samarbejdsorienteret arbejdsmiljø, hvor vi støtter hinanden i faglig udvikling og fremmer åben dialog om trivsel og arbejdsbelastning. Vi har en nultolerance over for mobning, stressfremmende adfærd og ulovlig rusmiddelbrug. Til støtte herfor har vi en krænkelsespolitik og en whistleblowerordning.
Interessekonflikter
Vi har et højt fokus på aldrig at påtage os sager, der er forbundne med aktuelle eller nærliggende interessekonflikter. For blandt andet at sikre dette, har vi indarbejdet interne procedurer for håndtering af interessekonflikter, herunder både angående hvordan der foretages indledende tjek for interessekonflikt samt hvordan medarbejderne skal håndtere en situation, hvor der efterfølgende opstår en eller er risiko for en interessekonflikt.
Hvidvask
Hos HjulmandKaptain tillader vi ikke, at medarbejdere deltagere i transaktioner, som muliggør hvidvask eller lignende. Det betyder derfor også, at der er implementeret interne procedurer, som sikrer digital sporing af alle pengeoverførsler, screening af samtlige medarbejdere og i øvrigt kontroller af samtlige hvidvaskomfattede sagstyper.
Brug af teknologi og kommunikation
Vi anvender teknologi og digitale platforme ansvarligt og i overensstemmelse med kontorets IT-sikkerhedspolitikker. Ligesom vi kommunikerer professionelt og klart – både internt og eksternt – og respekterer tavshedspligt i alle sammenhænge.
Overholdelse og ansvar
Alle vores medarbejdere har ansvaret for at kende til og følge dette adfærdskodeks. Da kodekset er et centralt element for vores høje etiske adfærd, vil overtrædelser også blive håndteret efter gældende retningslinjer og kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser.
Revision
Kodekset gennemgås og opdateres løbende for at sikre, at det forbliver relevant og i overensstemmelse med lovgivning og kontorets værdier.
Sidst revideret i April 2026