Restaurant skulle betale erstatning og bøde for at anvende stole, som lignede kendt Wegner-stol

Nyhed
27.01.2020

Sø- og handelsretten afsagde den 10. januar 2020 dom i en sag, hvor ophavsrettigheden til Wegners PP503, også kaldt ”The Chair”, var blevet krænket.

Efter dansk lovgivning er kopier og efterligninger af ophavsretsbeskyttede designmøbler i strid med loven, og krænkelse af denne lov kan føre til erstatningskrav og sågar bøder.

 

Restaurantejer købte 66 stole fra udenlandsk møbelhandler

En restaurantejer havde købt 66 stole fra en tyrkisk møbelhandler og havde herefter anvendt stolene i sin restaurant.

 

De nye stole kunne bl.a. ses på restaurantens hjemmeside og Facebook-side, og de blev således fremvist offentligt, foruden til gæster, der besøgte restauranten.

 

Det kunne dog konstateres, at de pågældende stole havde stor lighed med Wegners ”The Chair”, som bl.a. blev verdenskendt efter at have været anvendt i 1960 i en tv-debat mellem de amerikanske præsidentkandidater John F. Kennedy og Richard Nixon.

 

Stor lighed med Wegners ”The Chair”

I dommen beskrives det, at ”The Chair” er karakteriseret ved sit organisk udformede kopstykke, hvor ryg- og armlæn går ud i en blød bue, samt ved den organiske glidende overgang mellem ben og kopstykke. Retten fandt, at disse karakteristika kunne genfindes i de indkøbte stole fra Tyrkiet.

 

Sø- og Handelsretten mente derfor, at designet på den nye stol fra Tyrkiet krænkede ophavsretten til Wegners PP503.

 

Du kan læse mere om dommen her

 

Dømt til at betale både erstatning og bøde

Ejeren af restauranten blev herefter dømt til at betale 125.000 kr. i erstatning til ophavsretshaveren samt en bøde på 10.000 kr., og derudover skulle ejeren udlevere stolene til ophavsretshaveren.

 

Dommen viser, at det kan blive dyrt at anvende, sælge eller markedsføre produkter, der krænker tredjemands eksisterende rettigheder, særligt når efterligningerne har identiske træk med værdifulde designikoner.

 

Har du eller din virksomhed mistanke om, at jeres ophavsrettigheder bliver krænket, så er du altid velkommen til at kontakte os. Vi har stor erfaring med ophavsrettigheder og designrettigheder, og vi står altid klar til at hjælpe.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev