Ny praksis for vurdering af danske bynavnes mulighed for varemærkebeskyttelse

Nyhed
18.11.2020

Indeholder navnet på din virksomhed et bynavn, så vil Patent- og Varemærkestyrelsens nye praksis åbne muligheder for, at du kan få registreret din virksomheds navn som et varemærke og herved opnå en større beskyttelse af dit brand.

Patent- og Varemærkestyrelsen har i mange år haft som praksis, at danske bynavne i udgangspunktet ikke besidder det nødvendige særpræg, som det kræver for at registrere et varemærke. Dette da det ifølge styrelsen kategorisk vil blive opfattet som en henvisning til produktets geografiske ophav. Denne tilgang har derfor haft betydning for en lang række danske virksomheder, som ikke har kunne registrere deres virksomhedsnavn som et varemærke på baggrund af iboende særpræg, fordi det indeholdt et bynavn.

 

Denne praksis forlades nu til fordel for en mere nuanceret vurdering, hvor styrelsen fremover konkret vil vurdere, om den relevante omsætningskreds opfatter en forbindelse mellem den geografiske betegnelse og de varer og tjenesteydelser, som mærket vedrører.

 

Særprægskravet

For at kunne opnå varemærkebeskyttelse til et forretningskendetegn (navn, logo, slogan mv.) er det en betingelse, at kendetegnet besidder den nødvendige grad af særpræg.

 

At et kendetegn er særpræget indebærer, at det har en kendetegnsfunktion, og at det ikke udelukkende beskriver en egenskab eller beskaffenhed ved de varer og tjenesteydelser, som kendetegnet anvendes for.

Patent- og Varemærkestyrelsen har hidtil lagt til grund, at det i Danmark er almindeligt for de erhvervsdrivende at anvende danske bynavne i forretningskendetegn for at angive, hvor virksomheden hører hjemme (geografisk betegnelse).

 

Friholdelsesbehov

Som følge heraf har styrelsen vurderet, at der gælder et vist friholdelsesbehov for sådanne bynavne, fordi en dansk omsætningskreds i udgangspunktet vil opfatte brugen af et dansk bynavn som en henvisning til det sted, hvor varen produceres, eller tjenesteydelsen udbydes fra.

 

Af styrelsens afgørelsespraksis kan fremhæves følgende varemærker, der er blevet helt eller delvist afslået på dette grundlag:

  • ”Aalborg Akvavit” (afslået for spiritus)
  • ”Roskilde Øre-, Næse-, & Halsklinik” (afslået for behandling af sygdomme i øre, næse og hals)
  • ”Himmerlands Kalven” (afslået for kød)

  

Afgørelse fra Ankenævnet for Patenter og Varemærker

Patent- og Varemærkestyrelsen har i sit seneste brugerbrev oplyst, at man i forlængelse af en nyligt afsagt afgørelse fra Ankenævnet for Patenter og Varemærker har fundet anledning til at justere styrelsens praksis vedrørende vurderingen af danske bynavnes særpræg.

 

I afgørelsen udtalte Ankenævnet, at man for så vidt var enig i Patent- og Varemærkestyrelsens mellemregninger, men at man ikke var enig i, at der konkret forelå omstændigheder, der indebar, at forretningskendetegnet THYREGOD INVEST skulle afslås for en række finansielle tjenesteydelser.

 

To måder hvorpå en geografisk betegnelse kan være beskrivende

Som det følger af EU-domstolens praksis, er der overordnet set to måder, hvorpå en geografisk betegnelse kan være beskrivende og dermed mangle særpræg:

  1. Betegnelsen har et omdømme eller er kendt for den pågældende kategori af varer eller tjenesteydelser, hvorfor omsætningskredsen naturligt vil opfatte betegnelsen som havende en forbindelse til disse.
  2. Betegnelsen kan bruges af virksomhederne som angivelse af den pågældende kategori af varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse.

  

Vurderingen fremadrettet

Patent- og Varemærkestyrelsen vil for fremtiden ikke længere indtage det standpunkt, at geografiske betegnelser kategorisk savner særpræg, medmindre det konkret ikke giver mening (eksempelvis navnet Ringsted Olieskibe), men vil i stedet konkret vurdere, om den relevante omsætningskreds opfatter en forbindelse mellem den geografiske betegnelse og de varer og tjenesteydelser, som navnet vedrører.

 

Styrelsen udtaler i sit brugerbrev af 15. oktober 2020:

 

"I denne vurdering vil styrelsen inddrage alle relevante forhold, herunder varernes eller tjenesteydelsernes art/beskaffenhed set i forhold til de geografiske, demografiske og ressourcemæssige forhold, der gælder for den pågældende geografiske lokalitet, ligesom der vil blive taget hensyn til, om betegnelsen har andre betydninger end den geografiske, eller om der inden for den pågældende branche hersker eventuelle branchesædvaner eller normer, der kan påvirke omsætningskredsens opfattelse af betydningen af geografiske betegnelser og deres forbindelse med de omhandlede varer og tjenesteydelser".

 

Betydning af den nye praksis

Idet indehaveren af en varemærkerettighed opnår en række kommercielle fordele, har alle erhvervsdrivende en legitim interesse i at beskytte deres virksomheds kendetegn. Det gælder også erhvervsdrivende, hvor en geografisk betegnelse udgør en væsentlig del af kendetegnet.

 

Den nye praksis vil indebære, at styrelsen for fremtiden foretager en mere nuanceret vurdering, hvilket kan indebære, at vi ser flere varemærke indeholdende geografiske betegnelser. 

 

Hvis du tidligere har fået afslag på en varemærkeansøgning indeholdende en geografisk betegnelse, er du velkommen til at kontakte HjulmandKaptain for en gratis vurdering af, hvorvidt den nye praksis giver anledning til at overveje at ansøge på ny.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev