Hvornår må man opsige en gravid medarbejder?

Nyhed
28.07.2017

Der var tale om en usaglig opsigelse, da en virksomhed valgte at opsige en medarbejder med lang anciennitet fremfor en gravid medarbejder.

I en nyligt afsagt Østre Landsretsdom dømtes en virksomhed til at betale godtgørelse til en medarbejder for usaglig opsigelse. Medarbejderen havde under sagen gjort gældende, at opsigelsen bundede i forskelsbehandling på grund af hans høje alder.

 

Den afskedigede medarbejder arbejdede som sprinkleringeniør i en virksomhed. Virksomheden havde nedgang i omsætningen, hvilket resulterede i, at virksomheden var nødsaget til at afskedige én af de to sprinkleringeniører, der var ansat i virksomheden. Den ene sprinkleringeniør var en ung kvinde, som ikke havde været i virksomheden længe, hvorimod den anden sprinkleringeniør havde været i virksomheden i næsten 22 år. Virksomheden havde oprindeligt ikke påtænkt at opsige medarbejderen med den lange anciennitet, da denne også havde langt mere erfaring end den kvindelige medarbejder. Denne holdning ændrede sig dog, da virksomheden fandt ud af, at den kvindelige medarbejder var gravid, hvorfor medarbejderen med den lange anciennitet blev opsagt.

 

Landsretten fandt ikke, at der forelå forskelsbehandling på baggrund af den opsagte medarbejders høje alder. Dette henset til, at virksomheden reelt havde oplevet en ordrenedgang og derfor ikke havde brug for to sprinkleringeniører. Derudover fandtes det ikke bevist, idet virksomheden reelt ikke ønskede at opsige medarbejderen, men derimod påtænkte at afskedige den kvindelige medarbejder, idet hun havde væsentlig mindre erfaring.

 

Da det fremgik, at den opsagte medarbejder havde 22 års erfaring med sprinkleranlægsarbejdet og derudover ofte hjalp den kvindelige medarbejder med sine opgaver, fandt Landsretten, at den opsagte medarbejder var den bedst kvalificeret til jobbet. Der var derfor ikke tale om en opsigelse, der var rimeligt begrundet i hverken medarbejderens eller virksomhedens forhold, hvorfor der forelå en usaglig opsigelse.

 

På den baggrund dømte Landsretten virksomheden til at betale en godtgørelse på 135.000 kr. svarende til 3 måneders løn. Det skal slutteligt bemærkes, at Landsretten i deres begrundelse pointerer, at opsigelsen ikke gøres mindre usaglig af, at den kvindelige medarbejder var gravid.

 

En opsigelse skal altid være begrundet i enten virksomhedens eller medarbejderens egne forhold for at være saglig. Derudover skal man som arbejdsgiver kunne dokumentere disse forhold. At en medarbejder er gravid gør ikke, at denne er fredet for opsigelse. Såfremt en anden medarbejder er bedre kvalificeret til jobbet bør hensynet til medarbejderens kvalifikationer til bestridelse af jobbet gå forud for den mindre kvalificerede medarbejder, uanset om denne er gravid. En arbejdsgiver kommer altså ikke automatisk i klemme i ligebehandlingsloven ved at afskedige en gravid medarbejder, så længe opsigelsen ikke er begrundet i medarbejderens graviditet.

 

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev