11 jun 2020

Hvordan kan arbejdsgivere håndtere ferieafvikling ifm. Covid-19?

Sommerferien nærmer sig, og måske er du som arbejdsgiver i tvivl om, hvilke regler der gælder, hvis en medarbejder f.eks. trodser myndighedernes rejseanbefalinger.

Det kan være en god idé som arbejdsgiver at forholde sig til, hvilke konsekvenser det kan få, hvis en medarbejder trodser myndighedernes rejseanbefalinger. I forlængelse heraf er det også vigtigt at kommunikere virksomhedens holdning til dette til medarbejderne.

På den måde er du som arbejdsgiver også med til at understøtte, at medarbejderne er opmærksomme på, hvilke retningslinjer de bør overholde i forbindelse med afviklingen af den forestående sommerferie.

Men hvordan er reglerne, hvis en medarbejder kommer hjem fra en ferie og er blevet smittet med Covid-19? 

Arbejdsgiver kan pålægge en medarbejder at blive hjemme fra arbejde

Generelt er udgangspunktet, at du som arbejdsgiver kan pålægge en medarbejder at blive hjemme fra arbejde, hvis der f.eks. er mistanke om, at medarbejderen er smittet med Covid-19.

I så fald vil medarbejderen få udbetalt løn under fraværet, hvis vedkommende i øvrigt har krav herpå i henhold til de gældende ansættelsesvilkår.

I det omfang medarbejderen kan arbejde hjemmefra, er vedkommende forpligtet til dette, og det kan derfor også være en god idé, at du som arbejdsgiver udvikler et regelsæt for hjemmearbejde/etablering af hjemmearbejdspladser.

Har medarbejderen ret til løn under sygdom?

Hvis en medarbejder sygemeldes på grund af Covid-19 vil vedkommende som udgangspunkt modtage løn/sygedagpenge, hvis medarbejderen er berettiget hertil under normale omstændigheder.

Både arbejdsgiveren og medarbejderne skal dog være særligt opmærksomme på, at medarbejderens ret til løn mv. kan være påvirket af, om vedkommende under sin ferie har rejst til et såkaldt risikoområde (et område, som myndighederne fraråder danskere at rejse til). Hvis en medarbejder i privat regi rejser til et af de særlige risikoområder i strid med sundhedsmyndighedernes anbefalinger og i den forbindelse bliver smittet med Covid-19, vil arbejdsgiveren som udgangspunkt ikke være forpligtet til at betale løn under sygdom. Dette skyldes, at der i så fald vil være tale om selvforskyldt sygdom. Hvis medarbejderen rejser til et land, hvor myndighederne fraråder danskere at rejse til, og dette f.eks. resulterer i, at vedkommende skal i karantæne, når han/hun vender hjem, er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at betale løn til medarbejderen i sygdomsperioden.

Vær opmærksom på myndighedernes rejseanbefalinger

Det kan være en god idé for arbejdsgivere og medarbejdere at sætte sig grundigt ind i myndighedernes rejseanbefalinger, herunder hvilke områder myndigheder fraråder rejser til. Der kan findes nærmere information her

Som arbejdsgiver bør du have klare retningslinjer for, hvordan virksomheden håndterer ferieafvikling i forbindelse med Covid-19. Det er også vigtigt at informere medarbejderne om håndteringen heraf.

Har du spørgsmål vedrørende håndteringen af ferieafvikling?

Hvis du som arbejdsgiver har spørgsmål til håndteringen af ferieafvikling i forbindelse med Covid-19 eller har brug for hjælp til at udarbejde virksomhedens politikker og retningslinjer, er du velkommen til at kontakte en af vores specialister indenfor HR- og ansættelsesret.

Du kan også læse mere om de juridiske forhold i forbindelse med Covid-19 på denne side, hvor vi løbende opdaterer med nyheder og spørgsmål og svar vedrørende håndtering af Covid-19.

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål vedrørende håndteringen af ferieafvikling ifm. Covid-19?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.

Se vores persondatapolitik her