Datatilsynet udsteder løbende vejledninger om reglerne i den nye persondataforordning, som begynder at finde anvendelse fra den 25. maj 2018. Datatilsynet har tidligere offentliggjort vejledninger om bl.a. databeskyttelsesrådgivere og samtykke til behandling af personoplysninger. For nyligt offentliggjorde Datatilsynet endnu en vejledning, og denne gang er det en vejledning om de registreredes rettigheder.

Vejledningen om de registreredes rettigheder omhandler blandt andet:

  • En virksomheds oplysningspligt 
    En virksomhed har pligt til som minimum at oplyse den registrerede om bl.a. formålet med og grundlaget for behandlingen af personoplysninger, om personoplysningerne videregives til tredjemand, om der sker overførsel af personoplysninger uden for EU samt om retten til at gøre indsigelse mod behandlingen.

  • Ret til indsigt 
    Indsigtsretten indebærer, at den registrerede har mulighed for at få indsigt i, hvilke personoplysninger virksomheden behandler, samt hvilke behandlinger virksomheden foretager.

  • Ret til berigtigelse 
    Virksomheden har pligt til at rette urigtige personoplysninger om den registrerede part. Retten til berigtigelse gælder for såvel de personoplysninger, virksomheden selv har, samt for de urigtige personoplysninger, der er videregivet til tredjemand.

  • Ret til ”at blive glemt” 
    Den registrerede har i nogle tilfælde ret til, at dennes personoplysninger slettes, f.eks. hvis behandlingen er baseret på et samtykke, og dette trækkes tilbage. Hvis en virksomhed behandler den registreredes personoplysninger på et uberettiget grundlag, giver dette ligeledes den registrerede ret til at blive slettet.

  • Retten til dataportabilitet 
    Den registrerede har ret til at modtage egne personoplysninger i et struktureret og almindeligt anvendt format fra virksomheden, samt ret til at overføre disse personoplysninger til behandling hos en anden virksomhed. Dette gælder dog kun, hvis virksomhedens behandling af oplysningerne er baseret på et samtykke, eller hvis oplysningerne er givet af den registrerede selv.

  • Indsigelsesret
    Retten til at gøre indsigelse indebærer, at den registrerede til enhver tid har ret til at gøre indsigelse mod en ellers lovlig behandling af dennes personoplysninger.

  • Retten til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering
    Den registrerede har ret til ikke at blive underlagt en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling af personoplysninger. Dette kan f.eks. være en afgørelse om afslag på sociale ydelser eller afslag på at rejse over en grænse m.v. Retten indebærer ligeledes en beskyttelse over for automatisk behandling af oplysninger til brug for evaluering af bestemte personlige forhold. Dette kan f.eks. være analyser eller forudsigelser i forhold til arbejdsindsats, økonomisk situation eller interesser m.v.

Derudover rummer vejledningen uddybende bemærkninger om virksomhedernes iagttagelse af de registreredes rettigheder samt to skabeloner, som den dataansvarlige kan drage nytte af i forhold til underretning om indsamling af oplysninger og den registreredes brug af indsigelsesretten.

Se nærmere om datatilsynets vejledninger her

Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du brug for en advokat med speciale i persondata og persondataloven?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.