09 nov 2020

Hvad betyder de nordjyske Covid-19 restriktioner for møder i Familieretshuset, samvær og Retten i Hjørring?

De nye Covid-19 restriktioner i Nordjylland, som gælder frem til den 3. december 2020, betyder en ændring for borgere i de berørte kommuner i forhold til møder i Familieretshuset, samvær samt møder i Retten i Hjørring.

Er du borger i en af de berørte kommuner, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted eller Læsø, kan du her få et overblik over, hvilke retningslinjer Familieretshuset og Retten i Hjørring har udsendt.

Familieretshuset aflyser fysiske møder med personer i de berørte kommuner

De nye restriktioner betyder, at Familieretshuset ikke afholder fysiske møder med borgere fra de berørte kommuner frem til den 3. december 2020. Bor du i en af de berørte kommuner, og skulle du have været til møde i Familieretshuset, skal du således ikke møde op. Aflysningen gælder alle møder, hvor der skulle have deltaget en person med bopæl i en af de berørte kommuner.

Du kan læse mere om Familieretshusets retningslinjer her

Skal dit barn på samvær i en berørt kommune?

Covid-19 restriktionerne for de syv nordjyske kommuner ændrer ikke på de afgørelser og aftaler, som er truffet om samvær. Skal dit barn på samvær i en berørt kommune eller på tværs af to berørte kommuner, er dette fortsat muligt. Familieretshuset opfordrer dog til at finde en løsning, så barnet krydser kommunegrænsen mindst muligt og måske slet ikke.

Du kan læse mere om Familieretshusets retningslinjer for samvær på tværs af kommunegrænser her

Danmarks Domstole varetager en samfundskritisk funktion

Retten i Hjørring vil i det omfang, det er muligt, gennemføre retsmøder. Retten vil dog set i forhold til smitteudviklingen og de nye retningslinjer løbende vurdere, i hvilket omfang det vil være nødvendigt at udsætte retsmøder. Civil- og straffesager vurderes individuelt, hvorvidt de afholdes med fysisk deltagelse. Møder i fogedretten og skifteretten vil som udgangspunkt foregå pr. telefon. Notarforretninger vil blive gennemført, hvis du bor i samme kommune, som notarforretningen afholdes, men der opfordres til, at ikke-hastende notarforretninger udsættes.

Du kan læse mere om retningslinjerne udsendt fra Retten i Hjørring her

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du en sag, hvor du mangler advokathjælp?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.

Se vores persondatapolitik her