22 aug 2017

Højesteret forhøjer ikke naboerstatningen i forbindelse med opsætningen af vindmøller

Når der opsættes vindmøller på land, skal Opstiller betale værditabserstatning for det værditab, der påføres en nabobeboelsesejendom pga. opsætningen. Reglerne herom findes i Lov om Vedvarende energi (VE-loven). I de seneste år har Vestre Landsret truffet afgørelse i en række sager og været ret klare i forhold til bevisbyrdekravene, såfremt Taksationskommissionens erstatningsfastsættelse skulle forhøjes. Denne praksis er nu stadfæstet af Højesteret, der behandlede sagen i tredje instans. Opstiller var også blevet frifundet i både byretten og i Landsretten.

Reglerne
I forbindelse med gennemførsel af et vindmølleprojekt vil Opstiller tidligt i projektforløbet lade udarbejde visualiseringsmateriale og beregne støjpåvirkning, der samlet viser, hvorledes påvirkningerne forventes at blive som følge af opsætningen. Visualiseringerne og støjberegningerne foretages konkret i forhold til alle beboelsesejendomme, der har ansøgt om erstatning.

Senere i projektforløbet vil den særlige sagkyndige Taksationskommission fastsætte erstatningen for hver ejendom. Erstatningen fastsættes i udgangspunktet af Taksationskommissionen inden vindmøllerne er sat op. Erstatningen fastsættes på baggrund af visualiseringsmaterialet – medmindre der forinden er truffet frivillig aftale mellem opstiller og naboer om erstatningen.

Når vindmøllerne er idriftsat og den af Taksationskommissionen fastsatte erstatning er udbetalt, så kan modtageren af erstatningen anlægge sag mod Opstiller for at få efterprøvet Taksationskommissionens skøn og erstatningsfastsættelse.

Højesterets begrundelse
I sine præmisser fremhæver Højesteret, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt bevis for at kunne tilsidesætte Taksationskommissionens skøn over værditabet, at der foreligger en skønserklæring med en anden konklusion om værditabets størrelse, heller ikke selvom skønsmandens vurdering er foretaget på baggrund af en besigtigelse efter opstilling af vindmøllerne.

Højesteret udtaler således, at VE-lovens bestemmelser om fastsættelse af naboerstatning for det første bygger på princippet om, at det fulde værditab på ejendommen skal dækkes og for det andet, at Taksationskommissionen efter sin sammensætning og funktion har særlig kundskab med hensyn til at vurdere værditab på naboejendomme til vindmøller.

Det fremgår klart af VE-loven, at lovgiver har valgt en enkelt ordning af hensyn til parterne med henblik på en tidlig afklaring af de økonomiske konsekvenser og med begrænsede sagsomkostninger.

I lyset af disse forudsætninger i loven så vil en tilsidesættelse af Taksationskommissionens skøn ikke kunne ske uden sikkert grundlag herfor, f.eks. hvis Taksationskommissionens skøn er baseret på en række faktiske forhold i form af gener i form af visuelle påvirkninger, støj, skyggekast m.v., som ikke har vist sig at holde stik efter opstillingen, og såfremt dette må antages at have betydning for vurderingen af værditabet.

Herudover fremhæver Højesteret også, at tilsidesættelse af skønnet også kan ske, hvis det med fornøden sikkerhed kan lægges til grund, at Taksationskommissionens afgørelse om værditabet afviger væsentligt fra det, som efter bevisførelsen må anses for ejendommens reelle værditab. Med denne bemærkninger fremhæver Højesteret, at det netop er de almindelige bevisbyrderegler, der gælder.

Hvis naboen derfor ikke kan bevise andre konkrete forhold, der underbygger, at Taksationskommissionens skøn over værditabet er forkert eller udøvet på et forkert grundlag, så har naboen ikke løftet bevisbyrden og kan dermed ikke få højere erstatning.

Ved førelse af disse sager er det derfor helt centralt, at få skønsmanden under retssagen til at udtale sig om, hvor god overensstemmelsen er mellem visualiseringsmaterialet, som Taksationskommissionen fastsætter værditabet på baggrund af og de faktiske forhold, som skønsmanden konstaterer i forbindelse med skønsforretningen.

Står du overfor et vindmølleprojekt, skal du derfor sørge for at opstarte og gennemføre dette på et ordentligt og gennemarbejdet grundlag, således at du nedsætter risikoen for at blive involveret i fordyrende retssager og endda måske endda opnå et ikke-gunstigt resultat.

Har du spørgsmål eller kommentarer til denne nyhed, kan de rettes til Advokat Søren Nørgaard Sørensen.

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du en sag, hvor du mangler advokathjælp?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.