02 apr 2020

Google får bøde på tocifret millionbeløb for overtrædelse af GDPR

Det svenske datatilsyn udstedte i starten af marts 2020 en bøde på hele 52 mio. kr. til Google for overtrædelse af databeskyttelsesforordningen på grund af manglende mulighed for sletning af søgeresultater.

2 tilsyn på 2 år

Det svenske datatilsyn (”Datainspektionen”) havde allerede tilbage i 2017 et vågent øje overfor Google i forbindelse med søgegigantens håndtering af persondata. Dengang foretog Datainspektionen et tilsyn med Googles håndtering af anmodninger om sletning fra de registrerede. Resultatet blev et påbud om at fjerne en række resultater fra Googles søgemaskine, hvor resultaterne enten var forkerte, irrelevante eller overflødige.

Grundet resultatet af tilsynet i 2017 og som følge af en mistanke om, at svenske borgeres oplysninger, der angiveligt skulle være fjernet fra søgeresultaterne, nok alligevel kunne spores af selskabet, foretog Datainspektionen et opfølgningstilsyn i 2018.

Manglende sletning

Det svenske datatilsyn fandt i forbindelse med tilsynet, at Google ikke havde fjernet de søgeresultater fra søgemaskinen, som tilbage i 2017 udløste påbuddet. Mere overraskende var det dog, at Datainspektionen under tilsynet også fandt ud af, at Google informerede sine brugere om, at brugen af ”retten til at blive glemt” (slettet) ville kunne medføre, at Google blot relancerede den pågældende side/søgning via en anden adresse.

Det svenske datatilsyn fandt forholdene yderst kritisabelt og har endvidere i sin pressemeddelelse anført, at det forhold, at Google i sin webfjernelsesformular forsøger at afskrække sine brugere fra at udøve deres rettigheder, i den grad er med til at undergrave effekten af rettigheden.

Google anker bøden

Google har udtalt, at de er uenig i Datainspektionens konklusion og dermed også har planer om at anke den pågældende bøde.

Google har 3 uger fra bødens udstedelse til at beslutte, hvorvidt sagen skal ankes.

En af de største bøder udstedt i EU for overtrædelse af GDPR

Datainspektionen begrundede bødens størrelse med blandt andet, at Google intet retsligt grundlag havde for ikke at slette søgeresultaterne samt det forhold, at Google bevidst forsøgte at afskrække brugere i at anvende deres rettigheder efter forordningen.

Bøden er på 75 mio. svenske kr., hvilket svarer til i omegnen af 52 mio. danske kr. Dette gør bøden til en af de største bøder, udstedt efter GDPR begyndte at finde anvendelse fra den 25. maj 2018. 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med GDPR, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du brug for rådgivning vedrørende persondatareglerne?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.

Se vores persondatapolitik her