EU-domstolens afgørelse om moms ved salg af fast ejendom får betydning for virksomheder

Nyhed
12.09.2019

Har din virksomhed købt eller solgt fast ejendom bestående af en grund med en funktionsdygtig bygning, hvor hensigten var at nedrive bygningen? Så kan en dom ved EU-domstolen få stor betydning for din virksomhed.

Hvad siger momsloven?

Ifølge momsloven skal en virksomhed betale moms ved salg af en byggegrund, mens salg af en grund med en funktionsdygtig bygning er momsfri. Med udgangspunkt i momsloven mener Skattestyrelsen dermed, at der er tale om en byggegrund, hvis det fra salgstidspunktet er hensigten, at bygningen skal nedrives. Dette viser sig at være i uoverensstemmelse med EU-domstolens opfattelse af momsloven.

 

EU-domstolens afgørelse i dansk sag

Den 4. september 2019 traf EU-domstolen en afgørelse i en dansk sag, som får stor betydning for virksomheder, der har solgt eller købt fast ejendom efter 1. januar 2011 og for virksomheder, der kommer til at sælge eller købe fast ejendom i fremtiden. Sagen involverede tre parter:

  • Virksomhed A, som ville sælge grunden med pakhuset til virksomhed B
  • Virksomhed B, som ville købe og derefter videresælge grunden og pakhuset til virksomhed C
  • Virksomhed C ville få en tredje virksomhed til at nedrive pakhuset og derefter få virksomhed B til at opføre boliger på grunden

  

Da alle parter var indforstået med, at virksomhed C ville få en tredjepart til at rive pakhuset ned, opfattede Skattestyrelsen det som et salg af en byggegrund, hvilket ifølge momsloven er momspligtigt.

 

Men det havde EU-domstolen et andet synspunkt på. Da virksomhed C ville betale en tredjepart for nedrivningen, blev ejendommen ifølge EU-domstolen solgt som en grund med en funktionsdygtig bygning, og salget var derfor ikke momspligtigt.

 

Det får det af betydning for din virksomhed

Hvis din virksomhed har foretaget et momspligtigt salg eller køb af en ejendom bestående af en grund med derpå beliggende funktionsdygtig bygning efter 1. januar 2011, kan din virksomhed have mulighed for at få tilbagebetalt den moms, der er opkrævet af salget. Der er dog vigtigt at være opmærksom på, at der senest 6 måneder efter datoen for EU-domstolens afgørelse (4. september 2019) skal indsendes en anmodning om tilbagebetalingen.

 

Kan din virksomhed få tilbagebetalt moms for et salg eller køb af fast ejendom? Og hvad bør din virksomhed være opmærksom på i fremtiden i forhold til køb og salg af fast ejendom?

 

Vi står altid klar til at hjælpe, så tøv ikke med at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev