21 mar 2020

Covid-19 kompensation – Husk at indberette moms og afgifter korrekt og til tiden

Mange af de kompensationsordninger og hjælpepakker, der lige for tiden bliver givet til dansk erhvervsliv, bygger for de fleste på et spørgsmål om omsætningsnedgang. Langt de fleste virksomheder oplever en reel nedgang, men er den på 30 %, 40 % eller noget tredje?

Kompensationsordningerne opererer med skarpe procentsatser, og er man ikke over eller under disse, vil der ikke være adgang til at modtage kompensation.

I den forbindelse skal virksomhederne være meget påpasselige.

Nogle virksomheder kunne forfalde til at vente med at fakturere til senere og dermed gemme en likviditetsbuffer og samtidig nå over eller under grænserne for at modtage kompensation.

Men det er ikke tilrådeligt.

Det kan være strafbart ikke at angive faktureringsmodne indkomster

Der ligger praksis fra både momsretten og skatteretten, hvorefter det er strafbart ikke at fakturere og angive de indkomster, der er faktureringsmodne i en given periode.

Det er derfor i strid med momsloven, skattekontrolloven, opkrævningsloven mv., hvis virksomheder gemmer og udskyder ellers faktureringsmodne indkomster for at opnå adgang til kompensationsordningerne.

Viser det sig, at man har modtaget kompensationerne med urette, så kan virksomheden blive pålagt at betale kompensationen tilbage.

Og i værste fald kan virksomheden og ejeren risikere at blive pålagt en straf for ikke at have angivet korrekt moms og afgifter. Her er det vigtigt at huske på, at det ikke er angivelsesfrister, der er rykket med skatte- og momsinitiativerne. Det er betalingstidspunkterne, der er rykket for at give likviditet.

Misbrug af ordningen kan medføre konkurskarantæne

Hvis uheldet alligevel skulle være ude, og selskabet eller virksomheden ender i en konkurs, har skatteministeren svaret i forhold til L134, at misbrug af ordningerne kan medføre, at virksomhedsejere i forbindelse med konkurs kan blive pålagt en konkurskarantæne.

Derfor opfordres alle virksomheder til meget nøje at efterse de betingelser, der gør sig gældende for de enkelte kompensationsordninger og om fornødent søge rådgivning herom, så virksomheden ikke ender i en uforvarende misbrugssituation.

Vi er naturligvis altid klar til at hjælpe med rådgivning herom.

Du kan læse mere om de ændrede betalingsfrister for skat og moms på grund af Covid-19 her

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med kompensation som følge af Covid-19?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.

Se vores persondatapolitik her