14. okt 2021

Bedre beskyttelse af LGBTI-personer og handicappede

14. okt 2021
Regeringen præsenterede i 2020 udspillet ”Frihed til forskellighed – styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer”. Et af målene hermed var blandt andet at indføre et direkte forbud mod diskrimination, hadforbrydelser og hadefulde ytringer over for LGBTI-personer, herunder homo- og biseksuelle og trans- og intetkønnede. Selv om Danmark – ifølge flere internationale undersøgelser og målinger – klarer sig godt, er der, ifølge regeringen, alligevel plads til forbedringer.

Forbud mod diskrimination over for LGBTI-personer

Som en opfølgning til regeringens udspil blev der den 6. oktober 2021 fremsat et lovforslag, der netop har til formål at styrke og tydeliggøre beskyttelsen af LGBTI-personer – både på og uden for arbejdsmarkedet.

Lovforslaget indebærer, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika gøres eksplicit i ligestillings- og forskelsbehandlingsloven.

Ændringen i ligestillingsloven medfører, at forbuddet gælder uden for arbejdsmarkedet, mens ændringen i forskelsbehandlingsloven medfører, at forbuddet også gælder på arbejdsmarkedet.

Med lovforslaget vil der således være tale om forskelsbehandling, hvis en bestemmelse, et kriterium eller en praksis stiller en person ufordelagtigt på grund af dennes kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Dette gælder, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et legitimt formål.

Udover at forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika gøres eksplicit i lovgivningen, er der også med lovforslaget åbnet op for, at Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager relateret til forskelsbehandling i forbindelse med kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika. Dette gælder uanset om forskelsbehandlingen har fundet sted på eller uden for arbejdsmarkedet. 

For at sikre en effektiv håndhævelse af forbuddet, er begreberne ’kønsidentitet’, ’kønsudtryk’ og ’kønskarakteristika’ ligeledes indsat i straffelovens bestemmelser vedrørende hadforbrydelser (straffelovens § 81, nr. 6) og hadefulde ytringer (straffelovens § 266 b, stk. 1). Indsættelsen af begreberne medfører

  • at det vil udgøre en skærpende omstændighed, hvis en strafbar handling er foretaget på grund af en persons kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, og
  • at det kan straffes med bøde eller fængsel, hvis der fremsættes truende, nedværdigende eller forhånende udtalelser om en gruppe af personer på grund af dennes kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

Forbud gælder også diskrimination mod handicappede

Udover at lovforslaget medfører en bedre beskyttelse af LGBTI-personer, medfører lovforslaget også en bedre beskyttelse af handicappede.

Lovforslaget indebærer, at handicappede efter straffeloven også skal ydes beskyttelse, idet begrebet ’handicap’ – som det også er tilfældet med begreberne ’kønsidentitet’, ’kønsudtryk’ og ’kønskarakteristika’ – indsættes i straffelovens § 266 b, stk. 1. Indsættelsen af begrebet medfører, at det kan straffes med bøde eller fængsel, hvis der fremsættes truende, nedværdigende eller forhånende udtalelser om en gruppe af personer på grund af dennes handicap.

Afsluttende

På nuværende tidspunkt er beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika alene indfortolket i lovgivningen gennem retspraksis. Der foreligger således ikke en ensartet og tydelig beskyttelse, hvilket kan være medvirkende til, at den enkelte ikke kan gennemskue sine rettigheder. Idéen med lovforslaget er dermed også at få rettet op på dette.

Lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2021, og var til 1. høring den 12. oktober 2021. Et eventuelt ikrafttrædelsestidspunkt er således pr. dags dato endnu uvist. 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med behandlingen af LGBTI-personer og handicappede, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du en sag, hvor du mangler advokathjælp?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.

Se vores persondatapolitik her