Karina Søndergaard modtager Yngre Ansættelsesadvokaters talentpris 2022

Nyhed
22.11.2022

Karina Søndergaard, der er advokat med speciale i ansættelsesret og GDPR hos HjulmandKaptain, har modtaget dette års talentpris fra Yngre Ansættelsesadvokater, som er en del af foreningen AnsættelsesAdvokater. Hos HjulmandKaptain ønsker vi stort tillykke med prisen og er glade på Karinas vegne og ikke mindst stolte over, at en af vores dygtige advokater modtager sådan en anerkendelse.

Talentprisen uddeles til en advokat eller advokatfuldmægtig med op til 7 års anciennitet som advokat, og som med både sine personlige og faglige kvalifikationer går forrest inden for det arbejds- og ansættelsesretlige område.

 

Karina har modtaget årets talentpris, fordi hun har udvist et usædvanligt talent for advokatgerningen og inden for sin relativt korte karriere allerede har opnået en hel del – både inden for det ansættelsesretlige og databeskyttelsesretlige område.

 

Umiddelbart efter, at Karina modtag sin beskikkelse som advokat, opnåede hun møderet for landsretten, og efterfølgende er hun blevet ansvarlig for GDPR-området hos HjulmandKaptain, som hun har stået i spidsen for siden 2017. Sideløbende har Karina taget en HD i organisation og ledelse med et af årgangens højeste snit og har i 2022 og som 35-årig opnået møderet for Højesteret.

 

Jakob S. Johnsen, som er Fagchef for HR-/Ansættelsesret hos HjulmandKaptain og dermed faglig leder for Karina Søndergaard, uddyber: ”Karina Søndergaard har siden hun startede hos os vist et usædvanligt talent for advokatgerningen. Hun er fagligt meget dygtig, altid velforberedt, god til at kommunikere, arbejder selvstændigt med sine sager og kunder, har kundetække og ikke mindst en fin forståelse for, at advokatgerningen også er en forretning. Og Karina er ikke bange for at lægge hånden på kogepladen sammen med kunden i sin rådgivning. Dertil er Karina en fantastisk god og vellidt kollega”.

 

Karina Søndergaard har været ansat hos HjulmandKaptain siden 2011, først som stud.jur., dernæst advokatfuldmægtig og nu som erfaren advokat med speciale i ansættelsesret og databeskyttelsesret, hvor hun også er fagchef.

 

Når man får sådan en pris, ligger der ikke kun hårdt arbejde bag. En af de helt afgørende grunde til, at jeg kan stå med den her pris i dag er, at jeg har haft en arbejdsgiver og ledere, som har vist mig enormt meget tillid. Jeg tror ikke, at det er en selvfølge som yngre advokat, at man får lov til at tage så meget ansvar og prøve forskellige ting af. Og det er helt klart en forudsætning for, at jeg har opnået alle de ting, jeg har,” fortæller Karina Søndergaard.

 

 

Prisen uddeles ved AnsættelsesAdvokaters årlige generalforsamling, som i år blev afholdt på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Jakob S. Johnsen er i år udtrådt af Ansættelsesadvokaters bestyrelse, idet han faldt for foreningens anciennitetsregel om maks. 6 år i bestyrelsen. Karina Søndergaard er i stedet blevet valgt som nyt bestyrelsesmedlem.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev