Justitsministeriets udvalg: Nyt udkast til fondsloven for ikke-erhvervsdrivende fonde

Nyhed
19.08.2025

Lovgivningen om ikke-erhvervsdrivende fonde og visse foreninger er blevet gennemgået af et udvalg nedsat af Justitsministeren i 2021. Formålet var at vurdere, hvordan reglerne kan opdateres og forbedres for fondene. Det arbejde har nu resulteret i et udkast til en ny og opdateret lov for ikke-erhvervsdrivende fonde – læs med og se, hvordan du bør forholde dig som fond.

Mand holder computer og telefon

Derfor skulle fondsloven revurderes

Baggrunden for Justitsministeriets nedsættelse af udvalget og deres undersøgelse af fondsloven er bl.a.:  

  • At loven i dag er 40 år gammel og dermed ikke længere er tidssvarende  
  • Justitsministeriet har vurderet, at der er behov for at styrke tilsynet og kontrollen med de ikke-erhvervsdrivende fonde i forhold til bl.a. hvidvask og terrorfinansiering
  • Lovgivningen for de erhvervsdrivende fonde er blevet opdateret i 2014, og det arbejde tydeliggjorde, at en tilsvarende opdatering kunne være hensigtsmæssig for de ikke-erhvervsdrivende fonde.

 

Som resultat har udvalget i foråret 2025 afgivet en betænkning på ca. 600 sider, hvor de beskriver en række udfordringer ved den eksisterende lovgivning. Samtidig har de som nævnt udarbejdet et udkast til en ny og opdateret lov for ikke-erhvervsdrivende fonde.

 

Hvilken betydning kan den nye fondslov få?

Hvis udkastet til en ny fondslov gennemføres, vil det få betydning for eksisterende ikke-erhvervsdrivende fonde og for de fonde, der bliver stiftet i fremtiden.

 

I udkastet foreslår udvalget bl.a.:

  • At fondsloven fremover i højere grad skal tage udgangspunkt i et princip om ”frihed under ansvar”. Det skal give den enkelte fondsbestyrelse en større frihed og fleksibilitet, hvilket så skal modsvares af en række pligter og ansvar for bestyrelserne.
  • At fondsbegrebet, der hviler på almindelige retsgrundsætninger og er opbygget gennem en lang årrække, opretholdes uændret. Der er dog et ønske om at få udtrykkene ”fonde”, ”legater”, ”stiftelser” og ”selvejende institutioner” præciseret, da de dækker over det samme retlige indhold, og derfor alle vil være omfattet af fondsloven, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
  • At fonde, hvis aktiver ikke udgør 1 million kroner eller mere, ikke længere skal være undtaget fra fondsloven. Det vil sige, at alle fonde uanset størrelsen på deres aktiver og/eller egenkapital som udgangspunkt skal være omfattet af fondsloven.
  • At alle fonde skal registreres i Erhvervsstyrelsens it-system. Der skal i den forbindelse gennemføres en prøvelse af fondene, og fondenes vedtægter skal bringes i overensstemmelse med de minimumskrav, som vil gælde efter fondsloven.
  • Reglerne for, hvordan en fond kan investere sin formue, skal lempes, så det i højere grad overlades til bestyrelsen at beslutte, hvad der er bedst for den enkelte fond.

 

HjulmandKaptains anbefaling: Sådan skal du forholde dig

Du skal ikke gøre noget endnu, for der er kun tale om et udkast til en ny lov, og der er ikke fremsat et egentligt lovforslag i Folketinget. Men vi vurderer, at det er meget sandsynligt, at der vil blive fremsat et lovforslag i løbet af det kommende folketingsår, og når vi kender det eksakte indhold, vil vi give dig vores vurdering af, hvad du bør gøre.

 

Derfor er det vores anbefaling, at du afventer den potentielle nye lov, inden du ændrer noget i dit fondsarbejde.

 

Vi følger udviklingen tæt og sørger for at orientere dig løbende, så du kan nå at reagere i god tid.

 

Lad HjulmandKaptains specialister hjælpe dig

Har du spørgsmål til fondsarbejde, eller ønsker du rådgivning om, hvordan en ny fondslov kan påvirke din organisation, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende afklaring af din situation.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev