Ny afgørelse viser, at man som entreprenør ikke kan stole blindt på de i kontrakten aftalte branchestandarder. Indeholder disse fejl, så risikerer entreprenøren at blive pålagt ansvar for de resulterende mangler.

I 2007-2009 designede, fremstillede og installerede MT Højgaard A/S fundamenter til havvindmølleparken Robin Rigg ud for Skotlands vestkyst. Efter at vindmølleparken blev taget i brug, konstaterede projektets bygherre, E.ON Climate & Renewables, mangler ved fundamenterne. Der var enighed om, at manglerne var en følge af fejl i den dengang gældende internationale standard (J101), som var fulgt, som krævet af bygherren. Bygherren hævdede, at MT Højgaard A/S var ansvarlig for manglerne.

Ifølge kontrakten var det et krav, at de af MT Højgaard A/S leverede fundamenter skulle være “fit for purpose”. For at fundamenterne kunne anses ”fit for purpose”, skulle de ifølge kontrakten leve op til kontraktens tekniske specifikationer, herunder den internationale standard (J101). Endvidere fulgte det af kontraktens ordlyd, at MT Højgaard A/S skulle sikre, at fundamenterne havde en minimum levetid på 20 år uden behov for udbedringer.

De efterfølgende konstaterede fejl i den internationale standard (J101) medførte, at det af MT Højgaard A/S udførte design ikke kunne sikre en levetid på 20 år.

Supreme Court

Den 3. august i år traf Supreme Court i London afgørelse i sagen. Retten fandt, at MT Højgaard A/S havde afgivet en garanti for, at fundamenterne havde en levetid på 20 år. MT Højgaard A/S var dermed ansvarlig for omkostningerne til reparation af fundamenterne. Omkostninger der beløb sig til 195 millioner kr.

Dette betød, at kravet om, at det udførte design skulle have en levetid på 20 år, resulterede i, at MT Højgaard A/S endte med at bære risikoen for de konstaterede fejl i den internationale standard (J101), uanset at MT Højgaard A/S blot fulgte de i kontrakten anførte tekniske specifikationer.

Retten anfører, at entreprenøren generelt påtager sig risikoen for, at det design, han accepterer at arbejde ud fra, møder kontraktens krav til produktet. Da kontrakten som minimum krævede en forventet levetid på 20 år, var det MT Højgaards ansvar at identificere, hvor designet måtte kræve en strengere fremgangsmåde end de internationale standarder foreskrev. De tekniske krav, herunder de internationale standarder, var dermed kun minimumskrav.

”Fit for purpose”

I afgørelsen kommer den engelske højesteret frem til, at entreprenøren havde afgivet en såkaldt ”absolut garanti” om, at fundamenterne som minimum var sikret en levetid på 20 år, samt at det leverede skulle være ”fit for purpose”.

En absolut garanti er kendetegnet ved ikke at have tilknyttet betingelser, og dermed kan entreprenøren ende med at påtage sig risikoen for indholdet af kontraktens tekniske specifikationer, herunder de i kontrakten anviste internationale standarder.

Det ses ofte, at bygherren forsøger at få entreprenøren til at acceptere sådanne absolutte garantier, men man bør som entreprenør, altid være utrolig varsom med dette – også selvom de umiddelbart kan virke relativt uskyldige – eksempelvis en ”fit for purpose” formulering.

Set fra entreprenørens vinkel er det naturligvis mest optimalt, at få en ”fit for purpose” klausul helt ud af kontrakten. Alternativt kan entreprenøren i visse tilfælde godt acceptere en ”fit for purpose” bestemmelse, forudsat at ”purpose” er klart defineret i kontrakten, og at man som entreprenør forholder sig til, om man kan, vil og må (også i forhold til entreprenørens egen ansvarsforsikringsbetingelser) acceptere bestemmelsen.

Vigtigheden af juridisk rådgivning

Afgørelsen fra den engelske højesteret har været ventet med stor spænding – ikke mindst inden for offshore branchen, hvor ”fit for purpose” klausuler ofte forekommer (i hvert fald i bygherrens første udkast til entreprenøren). Hos HjulmandKaptain har vi fulgt sagen siden dens opstart i 2014.

Afgørelsen viser vigtigheden af, at man som entreprenør har modtaget den nødvendige juridiske rådgivning forud for kontraktens indgåelse, ligesom afgørelsen understreger vigtigheden af, at kontraktens bestemmelser udarbejdes i et klart og entydigt sprog. 

Selvom afgørelsen er afsagt af engelske domstole og efter engelsk ret, så må det forventes, at afgørelsen ligeledes vil have en afsmittende virkning på dansk retspraksis. Som entreprenør skal man derfor være endnu mere opmærksom på sådanne klausuler fremadrettet.

Hos HjulmandKaptain har vi stor erfaring med rådgivning af såvel danske som udenlandske aktører i forbindelse med udarbejdelse, forhandling samt indgåelse af større entreprisekontrakter – både on- and offshore.

Vi agerer rådgiver for såvel offentlige myndigheder som private aktører. Denne tilgang har givet HjulmandKaptain en indsigt i alle de væsentligste problemstillinger, der knytter sig til et større anlægsprojekt, hvilket kommer vore klienter til gode – uanset om klienten er en entreprenør, bygherre, arkitekt, leverandør, rådgivende ingeniør, hel- eller halvoffentlig myndighed eller et forsikringsselskab.

Har du brug for rådgivning, eller har du spørgsmål til ovenstående, så er du mere end velkommen til at tage kontakt til os.

Har du interesse i at modtage hele dommen, er du meget velkommen til at kontakte Advokat (H), Partner Casper Gammelgaard på e-mail CGA@70151000.dk

Kontakt

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du en sag, hvor du mangler advokathjælp?

Book et gratis møde i dag

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt for at aftale et uforpligtende møde.