Nye muligheder ved omregistrering af iværksætterselskab til anpartsselskab

Nyhed
17.01.2018

Erhvervsstyrelsen har sendt et lovforslag i høring, som skal gøre det muligt at foretage apportindskud (indskydelse af andre værdier end kontanter) i forbindelse med omregistrering fra iværksætterselskab til anpartsselskab. Forslaget skal samtidig gøre det muligt at beslutte kapitalforhøjelse og omregistrering på samme generalforsamling.

Bemærk: Muligheden for at stifte iværksætterselskaber er i dag afskaffet.

 

De iværksætterselskaber, som blev stiftet inden afskaffelsen i april 2019, skal inden for 2 år beslutte, at iværksætterselskabet skal omregistrere sig til et anpartsselskab eller opløse selskabet. Omregistreringen kan kun ske, hvis selskabskapitalen i iværksætterselskabet er på minimum 40.000 kr. Sker omregistreringen ikke inden udløbet af denne frist, vil iværksætterselskabet blive oversendt til tvangsopløsning hos Erhvervsstyrelsen.

 

Iværksætterselskaber
Iværksætterselskaber (IVS) er et selskab, der er velegnet til iværksættere, idet det kræver en lille startkapital, men hvor ejerne er beskyttede af den begrænsede hæftelse, som anpartsselskaber (ApS) og aktieselskaber (A/S) også tilbyder.

Et iværksætterselskab kan stiftes med DKK 1 i selskabskapital. Hensigten med et iværksætterselskab er, at det med tiden skal omregistreres til et anpartsselskab, da der skal henlægges mindst 25 % af selskabets overskud til en bunden reserve. Der kan samtidig ikke foretages udlodning før reserven til opbygning af selskabets kapitalgrundlag sammen med selskabskapitalen udgør mindst DKK 50.000.

På nuværende tidspunkt er det alene muligt at indskyde kontanter i iværksætterselskaber.

Mulighed for apportindskud ved omregistrering
Udover muligheden for at omregistrere et iværksætterselskab ved henlæggelse til en reserve har det også været muligt at foretage kapitalforhøjelse i iværksætterselskabet, således at selskabets selskabskapital og reserve tilsammen udgjorde mindst DKK 50.000.

Med lovforslaget stilles der forslag om, at der kan indskydes andre værdier end kontanter (apportindskud) ind i iværksætterselskabet i forbindelse med en omregistrering fra iværksætterselskab til anpartsselskab.

Samtidig ændres selskabsloven således, at det bliver muligt at træffe beslutning om kapitalforhøjelse og omregistrering fra iværksætterselskab til anpartsselskab samtidig, hvilket ikke var muligt tidligere.

Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev