Ny normalvedtægt for ejerforeninger

Nyhed
17.12.2020

Transport- og Boligministeriet har nu offentliggjort den nye normalvedtægt for ejerforeninger, som kommer i kølvandet på den nye ejerlejlighedslov, der trådte i kraft den 1. juli 2020.

Hvad medfører den nye normalvedtægt?

Den nye normalvedtægt medfører en række væsentlige ændringer i grundlaget for fremtidige og eksisterende ejerforeninger. Eksempelvis indeholder den nye normalvedtægt nye regler om hæftelse, afstemning, bestyrelsens pligter, vedligeholdelsespligten. Derudover er der i den nye normalvedtægt indsat en række af de nye bestemmelser i ejerlejlighedsloven om ejerforeningernes sanktionsmuligheder.

 

Herudover er der i den nye normalvedtægt blevet fastsat en ret for ejerforeningernes medlemmer til at udøve korttidsudlejning, hvilket ofte sker gennem Airbnb eller lignende tjenester. Det er imidlertid en meget indskrænket ret, som er blevet tildelt via den nye normalvedtægt.

 

Hvornår træder den nye normalvedtægt i kraft?

Den nye normalvedtægt træder i kraft den 1. januar 2021 og vil fra denne dato finde anvendelse for ejerforeninger, der stiftes efter den 1. januar 2021. Med hensyn til ejerforeninger, som er stiftet før denne dato, vil den nye normalvedtægt først finde anvendelse for disse fra den 1. januar 2022.

 

Ændringerne i den nye normalvedtægt bør tjene alle ejerforeninger som inspiration og give anledning til at få gennemset egne vedtægter for at vurdere, om de fortsat er hensigtsmæssige.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Har du spørgsmål til den nye normalvedtægt eller til, hvordan den påvirker din ejerforening, er du altid velkommen til at kontakte os. Vores advokater står klar til at hjælpe dig.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev