Ny ferielov på vej

Nyhed
23.08.2017

Ferielovens altovervejende formål er at sikre alle lønmodtagers ret til betalt ferie. Lovens grundlæggende principper om optjening og afholdelse af ferie har ikke ændret sig væsentligt siden første ferielov fra 1938.

Regeringen nedsatte i 2015 et Ferielovsudvalg, som har til formål at forenkle de nuværende regler samt indrette ferieloven således, at denne tager hensyn til Danmarks internationale forpligtelser. Dette skete efter, at EU-Kommissionen vurderede, at de danske regler om forskudt ferie grundlæggende er i strid med EU-retten, da alle lønmodtagere ifølge EU’s regler har ret til fire ugers betalt ferie om året.

Ferielovsudvalget har netop afsluttet arbejdet og afgivet en betænkning til regeringen, der beskriver en ny ferieordning, og hvordan den kan indføres i Danmark.

 

De nuværende ferieregler – forskudt ferie

I Danmark optjener man som lønmodtager 2,08 betalte feriedage pr. måned, hvilket udgør fem ugers betalt ferie på et år. Disse feriedage optjenes i kalenderåret fra 1. januar til 31. december, men kan kun afholdes i ferieåret fra 1. maj til 30. april året efter. Det betyder altså, at den nuværende ferielov opererer med begrebet om forskudt ferie. Det betyder også, at der kan gå op til 16 måneder, fra ferien optjenes, til ferien kan afholdes.

 

De nye ferieregler – samtidighedsferie

Med de nye regler optjener lønmodtageren fortsat 2,08 feriedage pr. måned og dermed fem ugers betalt ferie på et år, men reglerne om, hvornår ferien må afholdes er ændret. Med den nye ferieordning optjener og afholder lønmodtageren sin ferie på samme tid over en periode på 12 måneder fra 1. september til 31. august. Lønmodtageren har dog mulighed for at afholde ferien i yderligere fire måneder, så ferieafholdelsesperioden i alt udgør 16 måneder.

 

Optjening og afholdelse af ferien
Efter de nye regler optjenes der således 2,08 feriedage pr. måned, men disse dage kan afholdes allerede i den efterfølgende måned.

 

Ansættes lønmodtageren pr. 1 september og vil denne afholde vinterferie i februar, vil lønmodtageren til den tid have optjent 10 feriedage. Fem dage kan således eksempelvis bruges til vinterferie og de resterende fem feriedage kan gemmes til sommerferien, hvor lønmodtageren vil have 15 dage til rådighed. Herefter er der fortsat fem feriedage tilbage i september, som kan bruges på efterårsferie.

Arbejdsgiveren skal, ligesom i dag, varsle afholdelsen af ferien overfor lønmodtageren. Hovedferien skal fortsat varsles med tre måneder, og øvrig ferie mindst en måned før.

 

Overførsel og udbetaling af ferie
Lønmodtageren vil med den nye ordning have mulighed for enten af få overført eller udbetalt ferie ud over 20 dage. Efter ferieårets udløb kan arbejdsgiveren og lønmodtageren aftale, at optjent ferie ud over 20 dage udbetales, inden ferieafholdelsesperiodens udløb. Efter aftale med arbejdsgiveren kan optjent ferie ud over 20 dage overføres til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Efter ferieafholdelsesperioden udbetales optjent ferie ud over 20 dage til lønmodtageren.

 

Hvornår og hvordan implementeres de nye ferieregler?

Der lægges op til, at den nye ferieordning skal træde i kraft den 1. september 2020. En overgangsordning vil sikre, at overgangen til den nye ferieordning sker så smidigt som muligt.

 

Overgangsordningen indebærer, at den ferie, der optjenes fra perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, ”indefryses”. Dette indebærer, at den optjente ferie ikke kan afholdes eller udbetales, før lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet. Selvom ferien indefryses, kan de fleste fortsat afholde deres ferie som de plejer. Det skyldes, at den ferie, der optjenes i perioden fra 1. januar til den 31. august 2019, kan afholdes i perioden 1. maj til 30. september 2020. Derefter overgår lønmodtageren til den nye ferieordning.

 

Forslaget fremsættes nu i Folketinget og forventes vedtaget i løbet af 2017 i den fremlagte form, idet arbejdsmarkedets parter bakker op om udvalgets forslag.

 

HjulmandKaptain følger op, når der er nyt på området.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev