Datatilsynet har indstillet endnu en privat virksomhed til en bøde for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne.

Denne gang indstilles der til en bøde på 1,5 mio. kr. for manglende etablering af slettefrister i virksomheden IDdesign. Bødeforlægget kommer efter et kontrolbesøg, som Datatilsynet gennemførte hos virksomheden i efteråret 2018.

Forud for tilsynsbesøget havde IDdesign oplyst til datatilsynet, at der i enkelte af virksomhedens butikker fortsat anvendes et ældre system, som ellers er erstattet af et nyere system i de andre butikker, og at der i det gamle system behandles oplysninger om ca. 385.000 kunders navn, adresse, telefonnummer, e-mail og købshistorik. Under selve tilsynsbesøget havde IDdesign oplyst, at der ikke er fastsat slettefrister i det gamle system, og at personoplysninger heri derfor ikke blev slettet.

I henhold til databeskyttelsesforordningen skal personoplysninger opbevares, så det ikke er muligt at identificere de registrerede personer i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, personoplysninger behandles til.

Da IDdesign ikke har forholdt sig til, hvornår det ikke længere er nødvendigt at behandle personoplysningerne i det gamle system og dermed ikke har fastlagt sletteprocedurer for de personoplysninger, der behandles i systemet, har IDdesign efter Datatilsynets opfattelse overtrådt databeskyttelsesforordningens krav om sletning. Derfor har tilsynet indstillet virksomheden til en bøde på 1,5 mio. kr.

En virksomhed, som modtager et bødeforlæg, skal efterfølgende tage stilling til, om de vil acceptere bøden eller ej. Hvis ikke, skal sagen prøves ved domstolene.

Du kan læse Datatilsynets nyhed her

Ovenstående viser, hvor vigtigt det er for både offentlige myndigheder og private virksomheder at etablere sletteprocedurer og efterfølgende sikre, at disse overholdes i virksomheden.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med slettefrister og overholdelsen af persondatareglerne, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Tak for din henvendelse

Vi har sendt dig en kvittering via mail og kontakter dig hurtigst muligt.

Har du spørgsmål vedrørende overholdelse af persondatareglerne?

Vores advokater står klar til at hjælpe

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen.