McDonald’s fortaber retten til varemærket ”Big Mac” i EU

Nyhed
18.01.2019

EU's kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), der blandt andet står for behandling af europæiske varemærkeansøgninger, har truffet afgørelse i en sag, der har sendt en af verdens største fastfoodkæder, McDonald’s, til tælling.

Sagen kort fortalt

Sagen drejer sig om retten til varemærket Big Mac, som McDonald’s den 22. december 1998 fik registreret som et europæisk varemærke for deres verdenskendte burger med to bøffer og en særlig type dressing, der udover at være en af verdens mest berømte fastfoodprodukter, blandt andet har lagt navn til en særlig måde at måle et lands købekraft på, nemlig det såkaldte Big Mac-index.

 

Forbavselsen var således stor, da EUIPO for få dage siden offentliggjorde, at varemærket Big Mac var blevet udslettet fra registrering som følge af manglende varemærkeretlig brug jf. varemærkeforordningens artikel 18, der omhandler den såkaldte brugspligt.

 

Reglerne om brugspligt

Brugspligtsreglerne (der i Danmark følger af varemærkelovens § 25) indebærer, at indehaveren af en varemærkeregistrering skal gøre reel brug af varemærket for de registrerede varer og tjenesteydelser inden for en sammenhængende periode på 5 år, idet registreringen i modsat fald vil kunne fortabes.

 

Hensynet bag reglerne er at sikre, at varemærkeregisteret afspejler virkeligheden, og at virksomheder ikke får registreret såkaldte skuffevaremærker, hvis eneste funktion er at blokere for andre erhvervsdrivendes muligheder for at benytte sig at visse forretningskendetegn.

 

Brug af Big Mac som varemærke

Sagen om retten til Big Mac’en udsprang af en tvist mellem på den ene side McDonald’s og på den anden side den irske fastfoodkæde Supermac’s, der var utilfredse med, at varemærkeregistreringen satte begrænsninger for virksomhedens muligheder for at navngive dennes produkter.

 

Den 11. april 2017 indgav Supermac’s således anmodning om administrativ ophævelse af McDonald’s europæiske eneret til ordet Big Mac, der blev støttet af Supermac’s påstand om, at McDonald’s ikke kunne dokumentere tilstrækkelig varemærkeretlig brug af betegnelsen Big Mac.

 

Som svar på tiltale forsøgte McDonald’s at fremlægge beviser for brugen af ordet Big Mac på det europæiske territorium. Disse beviser bestod af erklæringer fra forskellige repræsentanter rundt omkring i EU, markedsføringsmateriale fra Tyskland, Frankrig og England samt udskrift fra virksomhedens hjemmesideadresser rundt omkring i verden. Trods ovenstående traf EUIPO dog afgørelse om, at den europæiske eneret til ordet Big Mac skulle udslettes som følge af manglende dokumentation for iagttagelse af brugspligtsreglerne.

 

Af præmisserne i afgørelsen fremgår blandt andet, at EUIPO lagde vægt på følgende momenter:

  • At erklæringerne fra McDonald’s egne repræsentanter havde ringe grad af bevisværdi
  • At den blotte henvisning til brug af varemærket på virksomhedens hjemmesider ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at dokumentere reel varemærkeretlig brug, idet det ikke er muligt at købe produktet online, ligesom udskrifterne ikke var akkompagneret af dokumentation for besøgstal mv.
  • At det pågældende markedsføringsmateriale ikke dokumenterede, hvor mange der havde modtaget dette, hvem det henvendte sig til, og om materialet havde afstedkommet øget kendskab til produktet eller en stigning i omsætningen.

 

Konklusion

Afgørelsen fra EUIPO illustrerer med al tydelighed, at man som rettighedshaver skal sikre sig, at man kan dokumentere en reel varemærkeretlig brug af sit varemærke. Det er derfor vigtigt, at man som rettighedshaver løbende gemmer dokumentationsmateriale, der kan underbygge intensiteten, omfanget, formen og den geografiske dækning af den varemærkeretlige brug.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning vedrørende varemærkeretlig beskyttelse, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev