Må personbilleder anvendes til kommercielle formål uden samtykke?

Nyhed
22.04.2022

Mange kendte oplever, at deres personbilleder anvendes i kommercielle sammenhænge. Men hvilke regler gælder for brug af personbilleder i kommercielle sammenhænge, hvis personen på billedet ikke har givet samtykke?

En nuværende sag om misbrug af personbilleder

Medierne kan i disse dage fortælle, at sangeren Selena Gomez har anlagt sag an mod en spiludvikler, der uden Selena Gomez’ samtykke har gjort brug af hendes udseende i forbindelse med udviklingen af spillet 'Clothes Forever - Styling Game'. I spillet optræder Selena Gomez i en digital udgave af sig selv. Formålet med dette har været at promovere spillet, men det er sket uden sangerens samtykke.

 

Spørgsmålet er, hvad juraen siger om beskyttelse af menneskers fysiske fremtoning til kommercielle formål?

 

Hvordan beskyttes det enkelte individ i kommercielle sammenhænge?

Som følge af den danske lovgivning findes der ikke én samlet lov til at beskytte det enkelte individ. Derimod findes der en række love, som tilsammen udgør reglerne for personlighedsbeskyttelse.

 

Hvis sagen om Selena Gomez havde udspillet sig i Danmark, ville den skulle afgøres efter den danske markedsføringslov og retsgrundsætningen om retten til eget billede, der udspringer af den ledende dom på området i sagen om Buster Larsen (U 1965.126 H).

 

I denne sag fandt Højesteret, at det udgjorde en overtrædelse af Buster Larsens ret til eget billede, at en elektronikvirksomhed uden samtykke havde gjort brug af et billede af skuespilleren i annoncer og reklamer for virksomhedens produkter.

 

Elektronikvirksomheden blev derfor pålagt at betale en erstatning til Buster Larsen for den uberettigede brug af skuespillerens billede og identitet.

 

Siden har der været ført en række sager, der alle er vurderet i lyset af retsgrundsætningen om retten til eget billede og markedsføringslovens regler. I enkelte sager har man set eksempler på tilkendelse af store erstatninger som følge af uberettiget snyltning på især kendte personer.

 

Retstilstanden forekommer berettiget, da det kan være ødelæggende for den enkelte persons integritet at blive offentligt associeret med uønskede virksomheder.

 

Hertil kommer, at særligt kendte personer typisk bruger deres identitet erhvervsmæssigt i eget regi, hvorfor den uberettigede brug af samme kan medføre markedsforstyrrelser for den kendte.

 

Hvad skal du gøre, hvis du vil anvende personbilleder i kommercielle sammenhænge?

Det enkelte individ, kendt eller ej, nyder en beskyttelse imod utilbørlig udnyttelse af dennes person/identitet. Som erhvervsdrivende er det derfor vigtigt at have for øje, at man ikke overtræder reglerne ved brug af personers billede, navn mv. i salgs- eller markedsføringsmateriale.

 

Som erhvervsdrivende bør du derfor være opmærksom på følgende:

  • Ved brug af identificerbare personer i salgs- og markedsføringsøjemed, bør der forudgående indhentes et skriftligt samtykke fra de enkelte personer.
  • Brug aldrig billeder, hvor de personer, der optræder på billederne, med rimelighed kan føle sig udstillet, udnyttet eller krænket.

 

Få juridisk rådgivning hos HjulmandKaptain

Står du som erhvervsdrivende overfor en klage over, at du har brugt et personbillede i din markedsføring, eller er du usikker på, hvordan du skal forholde dig, hvis du ønsker at bruge et personbillede i en kommerciel sammenhæng?

 

Hos HjulmandKaptain er vi specialiserede i samtlige retsområder, der omhandler brug af billeder mv. i erhvervsøjemed, og du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse af din problemstilling.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev