Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør deres evaluering af udbudsloven

Nyhed
02.06.2021

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST) har udgivet deres evaluering af udbudsloven, som trådte i kraft 1. januar 2016. Evalueringen bygger hovedsageligt på en offentlig høring af interessenter, der i et eller andet omfang har berøring med udbudsloven. Du får her et overblik over indholdet i KFST’s evaluering af udbudsloven.

I forbindelse med Folketingets vedtagelse af udbudsloven i november 2015 blev det fastsat, at loven skulle evalueres i 2020. Rapporten er KFST’s opfyldelse af dette krav. Rapporten, som blev offentliggjort den 7. maj 2021, indeholder alene en faglig evaluering af udbudsloven.

 

Hvad indeholder evalueringen?

Evalueringen fokuserer på følgende temaer:

  • små- og mellemstore virksomheders deltagelse i udbud,
  • ændringer i udbudsmateriale og indgåede kontrakter,
  • fleksible udbudsprocedurer,
  • ESPD og dokumentation,
  • rammeaftaler, sortimentsudbud og dynamiske indkøbssystemer,
  • udelukkelser og self-cleaning,
  • indkøb under tærskelværdier og
  • samfundsansvar ved offentlige udbud.

 

Inden for hvert af de udvalgte temaer vurderer KFST de centrale udfordringer og løsningsmuligheder i henhold til den eksisterende udbudslov og de EU-retlige rammer.

 

Blandt andet undersøger rapporten, hvordan udbudsloven sikrer, at der sker efterlevelse af ”opdel eller forklar”-princippet, muligheden for at ændre i udbudsmaterialet i forbindelse med et forhandlingsforløb, adgangen til at indgå rammeaftaler på mere end 4 år samt muligheden for at anvende arbejdsmiljøklausuler og arbejdsklausuler.

 

De rejste problemstillinger er oplistet i evalueringsrapportens tabel 1.1, som viser en oversigt over temaerne og de dertil knyttede problemstillinger.

 

Hvad viser evalueringen?

Formålet med evalueringsrapporten har været at vurdere de udbudsjuridiske rammer og muligheder for de problemstillinger, der er rejst i den indledende høringsfase i forbindelse med opstart af evalueringsrapporten.

 

Der er en barriere for små virksomheder
Små virksomheder oplever det generelt som værende mere vanskeligt at byde på offentlige opgaver end større virksomheder. Dette skyldes blandt andet, at der lægges stor vægt på pris frem for service eller kvalitet. Derudover er der forbundet store transaktionsomkostninger ved at deltage i EU-udbud, hvilket er en barriere for de små virksomheder.

 

Fleksible udbudsprocedurer anvendes oftere

Rapporten anfører, at der med udbudsloven er skabt mere klarhed om reglerne for brug af de fleksible udbudsprocedurer, og dermed anvendes denne udbudsform oftere, end før udbudsloven trådte i kraft. Der er højere transaktionsomkostninger forbundet hermed, men de ordregivere, der har leveret oplysninger til rapporten, oplyser, at gevinsten ved at anvende de fleksible udbudsprocedurer står mål med omkostningerne.

 

Verificering af oplysninger i ESPD kan skabe usikkerhed hos ordregiver og tilbudsgiver

Indhentning og vurdering af dokumentation til brug for verificering af oplysninger afgivet i ESPD kan, ifølge rapporten, skabe usikkerhed hos både ordregiver og tilbudsgiver. Ordregiver kan, ved krav om indhentelse af dokumentation hos flere tilbudsgivere, komme til at udelukke tilbudsgivere fra at afgive tilbud med henvisning til, at det er omkostningstungt for tilbudsgiverne at indhente oplysninger til brug for dokumentation af oplysninger afgivet i ESPD. Ordregiver skal i henhold til udbudslovens § 159, stk. 2, først verificere oplysningerne afgivet i ESPD’et umiddelbart inden tildeling af kontrakten og dermed kun hos den tilbudsgiver, som ordregiver har til hensigt at tildele kontrakten.

 

Der henvises i øvrigt til rapporten, herunder især tabel 1.1, for oversigt over de rejste problemstillinger.

 

Loven understøtter muligheden for effektiv konkurrence

Overordnet viser rapporten, at blandt andet op mod 80 procent af ordregiverne er helt eller overvejende enige i, at loven understøtter mulighederne for effektiv konkurrence, og godt 90 procent af dem har tilkendegivet, at loven understøtter ligebehandling af tilbudsgiverne. Rapporten viser også, at der er plads til forbedringer og til at gøre bestemmelserne endnu mere tydelige, således at brugen af udbudsreglerne sikres i endnu højere grad.

 

Har du brug for rådgivning inden for udbudsretten?

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med udbud, f.eks. vedrørende gennemførelse af udbud eller ved afgivelse af til tilbud på et offentligt udbud, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev