Justerede Anbefalinger for god Fondsledelse

Nyhed
01.04.2020

Det er en god idé, at lovgivne ordninger bliver gennemgået fra tid til anden, og dette har Komiteen for God Fondsledelse valgt at gøre med Anbefalingerne for God Fondsledelse ved at udarbejde et udkast med Justerede Anbefalinger for God Fondsledelse.

Den 2. marts 2020 sendte Komiteen for God Fondsledelse således et justeret udkast i høring. Du kan se udkastet her

 

Hos HjulmandKaptain har vi et team af advokater, der både løbende og i enkeltstående relationer arbejder intensivt med fondes forhold og herunder med Anbefalinger for God Fondsledelse.

 

På baggrund af denne erfaring har vi udarbejdet et høringssvar, hvori vi bidrager med vores syn på og forslag til yderligere forbedringer af Anbefalinger for God Fondsledelse.

 

Du kan læse vores høringssvar her

 

Med udkastet fra Komiteen for god Fondsledelse oplever vi, at anbefalingerne og særligt kommentarerne er blevet forbedret og mere helstøbte/holistiske i forhold til den gældende udgave. Derudover har komiteen forsøgt at indfange en række af de tendenser, som har  været mulige at udlæse af de senere års afgørelser på fondsområdet.

 

Anbefalingerne er for os at se blevet forbedret ved:

  • En skærpet italesættelse af fondes bestyrelsers forpligtelser til kun at varetage fondens formål og interesser og ikke private, politiske, offentlige eller kommercielle interesser, hvis de ikke samtidig varetager fondens interesser.
  • En væsentligt forbedret beskrivelse af, hvad der forstås ved aktivt ejerskab, herunder opgaven med at vælge datterselskabers bestyrelse. Komiteen har i udkastet omdøbt aktivt ejerskab til engageret ejerskab, uden at tydeliggøre hvorfor.
  • En klargøring af at fondenes strategier også skal forholde sig klart til, hvordan de ønsker at udmønte deres erhvervsaktiviteter og dermed bl.a. for de fonde, hvor det er relevant, strategien for fondens aktive eller engagerede ejerskab.
  • Tilføjelsen af en ny anbefaling om seriøs stillingtagen til fondens kapitalforvaltning på både kort og lang sigt.
  • Den øgede fokus på fondsbestyrelsens sammensætning, kompetence og adfærd, herunder bestyrelsesmedlemmernes evne og vilje til uvildigt og upartisk at varetage fondens formål.

 

Særligt ser vi skærpelserne vedrørende fokus på fondens formål og interesser, aktivt ejerskab og kapitalforvaltning som vigtige og væsentlige.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med fondsledelse, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev