Frifindelse i Roskilde Bank-sagen

Der har været en del reaktioner på dette, typisk overraskelse over resultatet, og endda udsagn om, at frifindelsen krænker retsfølelsen.

Resultatet kommer efter lignende frifindelser i andre banksager og er måske af den grund ikke så overraskende.

Sagen var af Finansiel Stabilitet delt op i to hovedområder, en generel del angående den almindelige drift i banken og en speciel del angående bankens håndtering af konkrete kundearrangementer.

Den generelle del handlede om bankens strategi, organisering, kreditorganisation, kapitalberedskab samt udlån/kreditgivning.

Med hensyn til strategien anfører Landsretten, at det ikke er bevist, at bankens politikker eller retningslinjer ikke har været tilstrækkelige. Endvidere at det ikke ved syn og skøn eller på anden vis er søgt dokumenteret, at de fastsatte retningslinjer ikke blev efterlevet.

I relation til organiseringen bemærker landsretten, at det ikke under sagen er søgt dokumenteret (ved syn og skøn, sagkyndig erklæring eller udtalelse fra brancheorganisation), hvilke krav der generelt kan stilles til forsvarligt grundlag for kreditgivning i en bank. Efter en gennemgang af bankens Team Erhverv vurderer Landsretten, at det ikke kan lægges til grund, at der i denne afdeling manglede ressourcer, eller at ressourcesituation i sig selv havde betydning for kreditgivningen.

Om bankens kapitalberedskab anfører Landsretten, at Tilsynet ikke fandt grundlag for at anfægte det af banken opgjorte solvensbehov, og derudover at det ikke er søgt dokumenteret, at bankens ledelse havde været bekendt med, at kapitalbehovet blev opgjort for lavt.

Finansiel Stabilitet gjorde gældende, at bankens ledelse havde handlet ansvarspådragende ved at give kredit til større kunder til brug for køb af aktier i banken, uden at der i den forbindelse blev foretaget kreditvurdering. Dette karakteriserer Landsretten som uforsvarligt. Dog bemærker Landsretten, at FS skal dokumentere, at den konkrete kreditgivning var uforsvarlig og tillige, hvilket tab banken havde lidt som følge heraf.

Vedrørende kreditgivningen generelt bemærker Landsretten, at direktionen i vidt omfang gav kreditter som ”presserende bevillinger”, men at det er ubestridt, at bankens bestyrelse var indforstået hermed. Landsretten noterer sig, at dette forhold var kendt af Finanstilsynet, der i 2008 afgav påbud om at ophøre med denne praksis. Landsretten finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de presserende bevillinger har medført indgåelse af engagementer, som ikke ville være blevet indgået i øvrigt. Det beror derfor på en vurdering af de enkelte kreditter – og ikke på den samlede praksis – om der er handlet ansvarspådragende.

Sammenfattende om bankens generelle forhold udtaler Landsretten, at der på flere punkter har foreligget kritisable forhold, navnlig i forbindelse med omfattende anvendelse af presserende bevillinger og forholdet vedrørende lånefinansierede køb af aktier i banken, men at dette ud fra en samlet vurdering ikke anses for ansvarspådragende, endsige at der er ført bevis for, at summen af de nævnte forhold har ført til tab for banken.

Herefter undersøgte Landsretten, om der forelå ansvarspådragende forhold i relation til ti konkrete engagementer udvalgt af Finansiel Stabilitet. Generelt udtaler Landsretten, at vurderingen heraf må foretages på baggrund af de forhold, der forelå på tidspunktet for bevillingen, og at der bør udvises forsigtighed med at tilsidesætte de forretningsmæssige skøn, der har ligget til grund for bevillingen. Landsretten noterer sig, at det ikke ved sagkyndig erklæring eller udtalelser fra brancheorganisationer er søgt belyst, hvilke krav der generelt kan stilles til grundlag for kreditgivning i en bank, ligesom der ikke foreligger et syn og skøn angående, i hvilket omfang konkrete bevillinger har været uforsvarlige.

Landsretten finder endvidere, at det må indgå i vurderingen med betydelig vægt, om engagementet er gennemgået af Finanstilsynet, uden at dette har givet anledning til bemærkninger.

I relation til alle de nævnte engagementer når Landsretten frem til, at der ikke kan pålægges ansvar. Dette uanset, at der fremføres kritik (i et enkelt tilfælde anføres, at bevillingen var ”åbenlyst uforsvarlig”). At Landsretten alligevel frifinder skyldes, at der ikke er mulighed for at opgøre et tab, og at Landsretten ikke finder at burde opgøre dette skønsmæssigt i en situation, hvor det havde været muligt for Finansiel Stabilitet at foretage en egentlig opgørelse af tabet eller i øvrigt fremkomme med oplysninger, der gjorde det muligt at udøve et skøn.

I relation til revisor havde Finansiel Stabilitet gjort gældende, at denne er solidarisk ansvarlig med bankens ledelse. Landsretten noterer, at det ansvar, der muligt kan gøres gældende mod revisor, ikke er et ansvar for bankens drift, men skal ske med udgangspunkt i god revisorskik og god revisionsskik. Tilsidesættelse heraf medfører dog ikke i sig selv ansvar for revisor.

Også i relation til revisor når Landsretten frem til frifindelse, idet det ikke findes bevist, at revisor har handlet ansvarspådragende.

Som det fremgår ovenfor, skyldes frifindelsen ikke, at Landsretten i alle tilfælde afviser, at der er handlet ansvarspådragende i sagen. Dette statueres i en række tilfælde: I de tilfælde, hvor der vurderes at være handlet ansvarspådragende, finder Landsretten ikke, at der er forelagt tilstrækkelige oplysninger til, at der kan opgøres et tab.

Dette fører naturligt til overvejelser over, om sagen vil blive søgt indbragt for Højesteret.

I relation til sagens generelle spørgsmål ligger frifindelsen på linje med tidligere afgørelser, senest afgørelsen vedrørende Amagerbanken. Ud fra den såkaldte ”business judgement rule” er domstolene forsigtige med at tilsidesætte forretningsmæssige skøn, men koncentrerer sig om at vurdere, hvorvidt der har været et forsvarligt grundlag for skønnet.

På dette punkt kan dommens resultat derfor ikke anses for overraskende.