Evalueringsmodellen var ikke uegnet, selvom pointskalaen resulterede i et negativt pointtal

Nyhed
20.08.2020

Kan ordregiver lovligt gennemføre en evaluering, når et tilbud bryder den på forhånd offentliggjorte pointskala? Det spørgsmål har Klagenævnet for Udbud taget stilling til i en kendelse, der handler om et udbud med forhandling efter udbudsloven om totalrådgivning.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af den 19. juni 2020, Sweco Danmark A/S mod Faaborg-Midtfyn Kommune og FFV Spildevand A/S.

 

Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem pris og kvalitet, hvor underkriterierne pris (30%), organisation og erfaring (35%) og procesbeskrivelse (35%) indgik.

 

Hvad stod der i udbudsbetingelserne om evalueringsmodellen?

Følgende fremgik bl.a. af udbudsbetingelserne:

 

Underkriteriet ”Pris” vægtes med 30 %

Prisen bedømmes på det samlede totalrådgiverhonorar anført på den underskrevne tilbudsliste. Pointgivningen foretages efter retlinet interpolation mellem følgende yderpunkter:
Laveste pris = 10 point
Laveste pris + 150 % = 0 point.

 

De indkomne tilbud og deres evaluering

Der indkommer 5 endelige tilbud, og det ene af de indkomne tilbud indeholder en prisforskel på mere end 150 % set i forhold til tilbuddet med den laveste pris.

 

Ved at anvende den offentliggjorte pointskala resulterer dette i et negativt pointtal for tilbudsgiveren med den højeste pris.

 

Det er uklart ud fra kendelsens sagsfremstilling, om ordregiver ender med at give det dyreste tilbud 0 point eller lægger det negative pointtal endeligt til grund. Ordregiver beskriver det dog sådan i bedømmelsesnotatet, at det for så vidt er underordnet, om den pågældende tilbudsgiver får et negativt pointtal eller 0 point. Tilbuddet kommer nemlig aldrig i nærheden af det vindende tilbuds pointtal i forhold til de samlede vægtede point.

 

Klagen til Klagenævnet for Udbud

Ordregiver tildeler en kontrakt, og én af de forbigåede tilbudsgivere (ikke tilbudsgiveren med den dyreste tilbudspris) klager over ordregivers anvendelse af evalueringsmodellen som beskrevet ovenfor.

 

Det centrale punkt i klagen set i forhold til den negative pointgivning er følgende påstand:

  • Klagenævnet for Udbud skal konstatere, at Faaborg-Midtfyn Kommune og FFV Spildevand A/S har handlet i strid med principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudslovens § 2 samt § 160 ved at have anvendt en evalueringsmetode, der ikke er egnet til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud, da den valgte pointmodel, der indgår i evalueringen af underkriteriet ”Pris”, ikke er repræsentativ for de faktisk tilbudte priser.

 

Det får klager dog ikke medhold i.

 

Dette skyldes, at Klagenævnet for Udbud konkluderer, at evalueringsmodellen konkret ikke var uegnet til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

 

HjulmandKaptains kommentarer

Med udgangspunkt i evalueringsmodellens ordlyd for så vidt angår priskriteriet: ”Laveste pris + 150 % = 0 point” så havde klageren umiddelbart en pointe i følgende argument: Evalueringsmodellen indeholdt ikke en beskrivelse af, hvilket pointtal den dyreste tilbudspris skulle have.

 

Dette medførte dog ikke, at den anvendte pointmodel var uegnet i det pågældende udbud, og Klagenævnet accepterede derfor, at det dyreste tilbud havde modtaget et negativt pointtal.

 

Der er tale om en af de situationer, som mange ordregivere givetvis har frygtet at stå i – særligt efter ordlyden af udbudslovens § 160, stk. 1 trådte i kraft.

 

I ganske mange udbud vil udgangspunktet i de beskrevne evalueringsmodeller da ofte også være, at det ville være tilbud med en tilbudspris, der er x % eller mere dyrere, der modtager minimumspoint. Det vil nemlig sikre, at evalueringsmodellen har taget højde for, hvad der sker, hvis der indkommer tilbud, hvis pris som udgangspunkt overstiger den af ordregiver forventede maksimale prisspredning.

 

Her er det dog vigtigt fortsat at holde sig for øje at på trods af ordlyden af udbudslovens § 160, stk. 1, så er det fortsat udgangspunktet, at der ikke er noget udbudsretligt krav om, at en model skal afspejle en bestemt spredning i priserne, eller at hele karakter- eller pointskalaen skal komme i anvendelse, så længe det har været klart for en gængs tilbudsgiver, hvordan modellen fungerer.

 

Kendelsen harmonerer derfor også med Klagenævnet for Udbuds kendelse af den 7. marts 2019, Steelco Denmark A/S mod Københavns Universitet, hvor Klagenævnet nåede frem til det samme resultat, efter ét tilbud havde opnået et negativt pointtal i forbindelse med evalueringen af underkriteriet Totalomkostninger.

Det må dog være sådan, at i visse tilfælde kan evalueringsmodellen være konkret uegnet. Der vil f.eks. være grund til at udvise stor påpasselighed, hvis flere end halvdelen af de modtagne tilbud får minimumpoint i forbindelse med evalueringen. Ordregiver risikerer i så fald, at den oprindeligt tiltænkte vægtning af det økonomiske underkriterier ikke længere er opretholdt.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med evalueringsmodeller i udbud, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev