Er nærhedsgener grundlag for erstatning?

I det følgende beskrives en central dom fra Højesteret, som omhandler bedømmelsen af støjgener fra en nyanlagt motorvej. Dommen udgør et væsentligt grundlag for ekspropriationskommissionens vurdering af, hvorvidt nærhedsgener fra et konkret anlæg medfører et grundlag for erstatning.

Forinden Højesterets dommen var det alene ekspropriater, hvilket vil sige lodsejere, der var blevet eksproprieret i forbindelse med det konkrete anlæg, som kunne kræve erstatning for nærhedsgenerne derfra.

I afgørelsen udtaler Højesteret, at lighedsbetragtninger taler for, at erstatning for ulemper i form af støj tildeles på det samme grundlag, uanset om man som lodsejer er blevet eksproprieret til anlægget eller ej.

Derudover udtalte Højesteret, at der, i det omfang ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som en del af den almindelige samfundsudvikling, skal ydes erstatning for tabet derved. Ifølge Højesteret må der ved bedømmelsen af, om denne grænse er overskredet, foretages en konkret vurdering på grundlag af bl.a. støjniveauet, bygningernes afstand til vejanlægget, trafikintensiteten, områdets karakter samt ejendommens beliggenhed og karakter.

Den omhandlede ejendom var en mindre landbrugsejendom, der lå i en afstand af 85-100 meter til motorvejen, som var på en 5 meter høj dæmning ud for ejendommen. Ejendommen, der var placeret i et naturskønt område, havde en støjbelastning på mellem 66 og 70 dB.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at tålegrænsen i denne sag var overskredet. På baggrund heraf fastsætte Højesteret skønsmæssigt erstatningen til 250.000 kr. - det på trods af, at syn og skøn havde ansat ejendommens værdinedgang som følge af motorvejsanlægget til 550.000 kr.

Konklusionen vedrørende praksis

På baggrund af ovennævnte dom fra Højesteret vurderes praksis for tildeling af erstatning som følge af nærhedsgener som værende streng.

Hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for støj ved nybyggeri er 58 dB, var støjbelastningen på den ovennævnte ejendom væsentligt højere. Højesteret tilkendte endvidere erstatningen skønsmæssigt og fastsatte denne 300.000 kr. lavere end den sagkyndiges vurdering af ejendomsforringelsen.

Der kan på denne baggrund sættes spørgsmålstegn ved, om der herved er givet fuldstændig erstatning, jf. grundlovens § 73, stk. 1, 3 pkt.

Det er nærliggende at drage den konklusion, at lodsejere selv skal bære en del af tabet, henset til Højesterets udtalelse om, at alene ulemper, der overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som en del af den almindelige samfundsudvikling, skal erstattes.

Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.