Er 40 års forsikringspraksis ændret?

Kort fortalt handlede sagen om en borger, E, som i 2001 havde tegnet to forsikringer i PFA Pension med dækning ved dødsfald. Forsikringssummen skulle ved E’s død udbetales til den forsikredes nærmeste pårørende. E var på det tidspunkt gift, men blev skilt i 2005. Fra 2011 til sin død i 2016 levede E sammen med B.

I 2012 skrev PFA til E med besked om, at begrebet ”nærmeste pårørende” var ændret således, at det nu også omfattede samlevere, hvis man havde boet sammen de sidste to år før dødsfaldet.

Efter E’s død var spørgsmålet nu, om forsikringssummen skulle udbetales til B (samleveren) eller til A (E’s eneste livsarving). Svaret på dette spørgsmål afhang af, om begrebet ”nærmeste pårørende” skulle afgrænses som i den gamle definition eller som i den definition, PFA indførte i 2012.

Højesteret fandt, at en ændring i, hvem der skal være den nærmeste pårørende, måtte kræve en aktiv tilkendegivelse og ikke ske ved passiv accept. Forsikringssummen skulle derfor udbetales til A, som var eneste livsarving til E. Både Byretten og Landsretten var nået til det modsatte resultat.

Dommen rejser en række spørgsmål, navnlig følgende:

• Hvilke ændringer kan gennemføres med ”passiv accept” (den ledende dom fra 1977 er afsagt af Østre Landsret, og det vides ikke, om Højesteret er enig i resultatet)
• Hvad betyder dommen for de udbetalinger, der er sket til samlevere siden 2012?
• Kan forsikringsselskabet kræve dette tilbage?
• Kan afdødes livsarvinger nu kræve udbetaling fra forsikringsselskabet?
• Er dette krav forældet?

Vi vil følge op på dommen i den kommende tid, og vi vil meget gerne høre fra nogen, som har denne problemstilling inde på livet.

Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående eller brug for rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte os.